Blondie dog! Altså, der er vist ingen af os to der er i tvivl om hvem af os der er den... øhm... jeg er fristet til at sige den fornuftige, men det vil du eventuelt modsige mig i... skal vi så sige den velovervejede? Nej? heller ikke... Jamen så den... forsigtige?
Ok, for jer som ikke lige har hørt det, så har Blondie datet denne her dejlige fyr i ca 2 mdr nu. Har endnu ikke mødt ham, men tager da så sandelige hendes ord for at han er skøn. Påååå den anden side... :oP Skal man nu det? Aj, jeg driller bare. Nå, Blondie fortalte altså så i går, at hun nu har sagt sin lejlighed op og flytter ind til ham.
Nu kan det være at det bare er mig, men for pokker Blondie, det var hurtigt! Ja, jeg indrømmer det, jeg flipper lidt på dine vegne, men når du nu ikke selv gør det...
Blondie kender mig godt nok til at vide hvordan min reaktion på den information ville være (noget i retning af; "Tager du pis på mig?!? Synes du ikke lige at familien og vennerne skulle møde ham først? Har du gjort det her før...? Ja! Og hvordan er det gået? Hvad fanden har du så travlt for??? Og hvorfor ikke bare fremleje lejligheden i et par måneder, hvorfor dog sige den op med det samme!?") (nogen synes måske at den reaktion er streng, men når vi nu har været vant til at passe på hinanden, og samle hinanden op efter dumme fyre, så hænger det der beskyttende lidt fast... Jeg vil jo bare meget nødig se hende ked igen), så hun valgte et strategisk et godt tidspunkt at fortælle mig det på; jeg lå syg og kunne dårligt nok holde telefonen, og da slet ikke snakke i den (så min reaktion var noget i retning af: "..... ok..... jamen det er da godt... jeg er nødt til at lægge på nu...."). Alternativt kunne hun ha valgt i nat kl 4.
Aj, seriøst: Jeg er glad på dine vegne og glæder mig til at møde ham...
Ok, for jer som ikke lige har hørt det, så har Blondie datet denne her dejlige fyr i ca 2 mdr nu. Har endnu ikke mødt ham, men tager da så sandelige hendes ord for at han er skøn. Påååå den anden side... :oP Skal man nu det? Aj, jeg driller bare. Nå, Blondie fortalte altså så i går, at hun nu har sagt sin lejlighed op og flytter ind til ham.
Nu kan det være at det bare er mig, men for pokker Blondie, det var hurtigt! Ja, jeg indrømmer det, jeg flipper lidt på dine vegne, men når du nu ikke selv gør det...
Blondie kender mig godt nok til at vide hvordan min reaktion på den information ville være (noget i retning af; "Tager du pis på mig?!? Synes du ikke lige at familien og vennerne skulle møde ham først? Har du gjort det her før...? Ja! Og hvordan er det gået? Hvad fanden har du så travlt for??? Og hvorfor ikke bare fremleje lejligheden i et par måneder, hvorfor dog sige den op med det samme!?") (nogen synes måske at den reaktion er streng, men når vi nu har været vant til at passe på hinanden, og samle hinanden op efter dumme fyre, så hænger det der beskyttende lidt fast... Jeg vil jo bare meget nødig se hende ked igen), så hun valgte et strategisk et godt tidspunkt at fortælle mig det på; jeg lå syg og kunne dårligt nok holde telefonen, og da slet ikke snakke i den (så min reaktion var noget i retning af: "..... ok..... jamen det er da godt... jeg er nødt til at lægge på nu...."). Alternativt kunne hun ha valgt i nat kl 4.
Aj, seriøst: Jeg er glad på dine vegne og glæder mig til at møde ham...
Opslag
4 kommentarer:
Nu kender jeg jo ikke Blondie og heller ikke Blondies forhistorie. Men jeg kan fortælle, at jeg med ham jeg er gift med skrev under på en byggegrund og et hus i millionerklassen, da vi havde kendt hinanden i knap 3 måneder. Familien (især søster)var ved at få hjertestop. Men nu er vi jo lissom gift, det er 3½ år siden, vi mødtes, og vi er så glade! Det kan altså lykkes, vil jeg bare lige sige, ja jeg vil så.... Jeg ønsker Blondie det bedste! Men gu er det rigtigt - det lykkes ikke så tit!
Ah Zette, selvfølgelig har du da ret. Selvfølgelig kan det da lykkes! Og der er ingen garantier i noget som helst, lige meget hvilket tempo man tager det i.
Jeg er bare selv inde i en fase, hvor jeg forsøger at tage det hele lidt stille og roligt (selv om jeg må indrømme at jeg er ved at blive lidt fanget af det modsatte... shh!), og derfor er jeg nervøs på hendes vegne.
Jeg forstår det godt. Jeg ville sikkert selv reagere på nøjagtig samme måde over for hvilken som helst veninde.
Men hvis det virkelig gælder, så skal man følge sit hjerte. Livet er kort og skrøbeligt, vi skal have det allerbedst mens vi er her! Det fortjener vi.
Selvfølgelig skal man følge sit hjerte, og det er lige præcis hvad hun gør. Og det er jo heller ikke værre end at man kan flytte fra hinanden igen, hvis ikke det går. I bund og grund støtter jeg hende også, men min umiddelbare reaktion var: AAAARJJJ!
Sådan er det med ens veninder og søstre. Man passer på dem, og ønsker ikke at de skal blive såret på nogen måde. Når de så nogle gange tager beslutninger som ligger så langt fra hvad man selv ville gøre, bliver man lidt...nervøs på deres vegne :o)
Send en kommentar