Jeg har en jævnaldrende veninde som absolut bør forlade sin kæreste. Hvilket hun godt ved, og på daglig basis bliver bekræftet i. For nylig udtaler hun så: "Jeg vil bare ikke være sådan en taber, der er single når hun fylder 30"
Tak skæbne! Hvad fander sker der oppe i folks hoveder når man tænker sådan? Hvad er det for nogle forventninger man har til både det at være single, det at være "en taber" og det at fylde 30?
Er man ikke mere en taber hvis man bliver i et forhold, bare for ikke at være en taber? Hvorfor gør det egentlig en til en taber, at man er single lige præcis denne dag? Hvor for er man overhovedet en taber fordi man er single? Lever vi i et samfund hvor der forventes at man gør og har nogle bestemte ting, når man er en vis alder? Det gør vi vel. Jeg oplever det hos mange af mine jævnaldrende som fylder 30 nu her. Nogle vil gerne være gift inden. Nogle vil gerne have købt hus, være færdiguddannet, have fundet drømmemanden, have børn, have rejst jorden rundt eller noget lignende.
Hvad med mig? Hvad vil jeg? Hmm... jeg tror ikke at den dag er noget større skelsættende, og har aldrig selv haft en inden-jeg-er-30-skal-jeg... Jeg har været gift (og er blevet skilt igen). Jeg har også haft købt hus (og har solgt det igen). Jeg fandt drømmemanden (lige indtil han viste ikke længere at være min drømmemand... så fandt jeg en ny). Jeg er snart færdiguddannet. Jeg har rejst jorden rundt og lidt til. Jeg har ingen børn, hvilket jeg har det temmelig godt med.
Er jeg så en ikke-taber? Eller er jeg netop en taber på grund af det der står i paranteserne?
Synes det er ret mærkeligt at dele op på denne måde... men erkender at det jo nok er den måde mange af os gør det på... Eller hvad?
Tak skæbne! Hvad fander sker der oppe i folks hoveder når man tænker sådan? Hvad er det for nogle forventninger man har til både det at være single, det at være "en taber" og det at fylde 30?
Er man ikke mere en taber hvis man bliver i et forhold, bare for ikke at være en taber? Hvorfor gør det egentlig en til en taber, at man er single lige præcis denne dag? Hvor for er man overhovedet en taber fordi man er single? Lever vi i et samfund hvor der forventes at man gør og har nogle bestemte ting, når man er en vis alder? Det gør vi vel. Jeg oplever det hos mange af mine jævnaldrende som fylder 30 nu her. Nogle vil gerne være gift inden. Nogle vil gerne have købt hus, være færdiguddannet, have fundet drømmemanden, have børn, have rejst jorden rundt eller noget lignende.
Hvad med mig? Hvad vil jeg? Hmm... jeg tror ikke at den dag er noget større skelsættende, og har aldrig selv haft en inden-jeg-er-30-skal-jeg... Jeg har været gift (og er blevet skilt igen). Jeg har også haft købt hus (og har solgt det igen). Jeg fandt drømmemanden (lige indtil han viste ikke længere at være min drømmemand... så fandt jeg en ny). Jeg er snart færdiguddannet. Jeg har rejst jorden rundt og lidt til. Jeg har ingen børn, hvilket jeg har det temmelig godt med.
Er jeg så en ikke-taber? Eller er jeg netop en taber på grund af det der står i paranteserne?
Synes det er ret mærkeligt at dele op på denne måde... men erkender at det jo nok er den måde mange af os gør det på... Eller hvad?
Opslag
5 kommentarer:
Det er da synd for din veninde at hun har det på den måde... - og i hendes øjne må jeg da så være indbegrebet på at være den største taber af alle... Jeg er 33 (i næste uge - wohooo), single, har ingen børn og bor til leje...
Jeg må nu sige, at jeg så absolut ikke anser mig selv, eller andre singler omkring de 30 for tabere, og jeg har faktisk lidt ondt af dem der har den tankegang, for de går virkelig glip af noget. Jeg har en fantastisk liv selvom jeg "bare" er mig. Fantastiske veninder og venner, et fedt job, en super dejlig lejlighed... "han" kommer en dag, og så er det bare fedt, men indtil da, er der ingen der skal putte mig i "taber-boxen" :-)
Sådan Fr. Maj! Det er lige præcis sådan jeg har det! Jeg forstår simpelthen ikke den tankegang med hvornår man er en taber, men støder altså ret tit på den.
Ja, desværre er der mange der tænke sådan... Jeg vil så hellere være en taber end gå på kompromis med mit liv, fordi "man" burde... bla bla bla...
(og jeg er ikke engang pms - hahaha)
Jeg er lige blevet single som 31 årige, og jeg føler mig ikke som en tabe,tværtimod. Vi turde tage springet, hvor andre syntes det er nemmere at blive i forhodet. Men jeg syntes det godt kan være svært, hvordan man lige gøre det som single efter 11år i parforhold. Men jeg nyder det, mit selskab er dejligt og det er det rigtige der er gjort. Selvom vi begge syntes det var et meget stort spring. Men ex'en og jeg er stadigvæk gode vnner.
Hvis hun har sådan en holdning trænger hun måske i virkeligheden til at prøve at være single OG trods det være værdifuld...:-)
Send en kommentar