Hvad jeg ikke har fået sagt er, at vi begge faktisk var syge. Vi havde influenza, småfeber, var snottet og havde ondt i hele kroppen. Men vi holdt den kørende på piller og varme karbade.
Lørdag var vi dog noget splattet ovenpå den begivenhedsrige fredag, så vi besluttede at tage en stille og rolig dag i Notting Hill. Vi tullede lidt omkring , shoppede lidt mere, mødtes med Latina til frokost og en kop kaffe, og tog så tilbage. Vi havde nemlig store planer for lørdag aften, så et par timer på langs var nødvendigt inden.
Mulaten havde planlagt noget, som vi ikke måtte få at vide hvad var. Det eneste vi vidste var et tidspunkt, et mødested og at vi skulle spise.
Vi mødtes med ham og Latina og to af deres venner på Paddington kl 20. Derfra tog vi nordpå til Farringdon. Jeg er generelt ikke særlig god til overraskelser, og sad hele tiden og prøvede at få Mulaten til at afsløre noget, men både han og Latina holdt tand for tunge.
Vi ankom til en restaurrant der hed Dans le Noir, og den skarpe linguist vil nu have gættet lidt mere end jeg havde.
Det var en restaurant, hvor man skulle prøve at opleve mad og selskab på en ny måde (i hvert fald ny for mig). Vi bestilte en menu, hvor vi kun fik at vide at der ville indgå fisk, og blev derefter stilt på en række med hænderne på hinandens skuldre. Vores tjener, og alle de andre tjenere, var blind. Han ledte os ind i et rum der var fuldstændig mørkt. Og når jeg skriver fuldstændig, så mener jeg fuldstændig!!! Man kunne ikke se en hånd for sig. Vi skulle så sidde og spise i det her sorte rum.
Det avr lidt af en oplevelse. For det første lagde man hurtig mærke til hvor meget øjenkontakt betyder. I og med at vi ikke kunne se hinanden, havde vi meget større behov for at røre ved hinanden når vi snakkede. Vores personlige sfære blev lige pludselig meget mindre, og det var helt naturligt at røre ved hinanden. Endvidere var der ikke rigtig noget smalltalk, men man var meget bevidst om hvem der sagde hvad. Vi snakkede også højere end vi ellers ville ha' gjort, i sådan en situation. Noget som nok skyldes vores usikkerhed og igen; et behov for at mærke at de andre var lige ved siden af.
Selve maden mistede meget uden det visuelle. Vi konstaterede at der var noget kartoffelmos, noget kød og noget fisk. Og så koncentrede vi os ellers om at få det op på gaflen og ind i munden. Vi skovlede faktisk i os, og var færdige med maden i løbet af no time. Desserten blev hurtigt identificeret som værende chokolademoussé, og så blev den også skovlet ind.
Da vi først var kommet os over den første panik, var det vildt sjovt. Jeg sad overfor Lækkerkæresten og ved siden af Latina, og jeg fik meget sjov ud af at rykke rundt på de andres glas eller drikke deres vin. Jeg fik faktisk et fuldstændig hysterisk grineflip over at jeg havde snuppet Lækkerkærestens glas, men at han ikke havde opdaget det. Han tog så revance ved at rejse sig og gå rundt om bordet. Lige pludselig var der en der tog mig på brystet, hvilket selvfølgelig udløste skrig og skrål.
Da vi kom ud igen, fik vi at vide hvad vi havde spist. Det viste sig faktisk at være virkelig lækker mad (og det var så tiramisu til dessert), men vi havde slet ikke værdsat den i kampens hede.
Det var en oplevelse af de mere specielle, og selv om det var dyrt, er vi glade for at vi prøvede det. Det er bestemt noget der vil blive snakket om...
P.S. Jeg ville gerne ha smidt et par billeder, men de ville jo bare være... sorte.
Lørdag var vi dog noget splattet ovenpå den begivenhedsrige fredag, så vi besluttede at tage en stille og rolig dag i Notting Hill. Vi tullede lidt omkring , shoppede lidt mere, mødtes med Latina til frokost og en kop kaffe, og tog så tilbage. Vi havde nemlig store planer for lørdag aften, så et par timer på langs var nødvendigt inden.
Mulaten havde planlagt noget, som vi ikke måtte få at vide hvad var. Det eneste vi vidste var et tidspunkt, et mødested og at vi skulle spise.
Vi mødtes med ham og Latina og to af deres venner på Paddington kl 20. Derfra tog vi nordpå til Farringdon. Jeg er generelt ikke særlig god til overraskelser, og sad hele tiden og prøvede at få Mulaten til at afsløre noget, men både han og Latina holdt tand for tunge.
Vi ankom til en restaurrant der hed Dans le Noir, og den skarpe linguist vil nu have gættet lidt mere end jeg havde.
Det var en restaurant, hvor man skulle prøve at opleve mad og selskab på en ny måde (i hvert fald ny for mig). Vi bestilte en menu, hvor vi kun fik at vide at der ville indgå fisk, og blev derefter stilt på en række med hænderne på hinandens skuldre. Vores tjener, og alle de andre tjenere, var blind. Han ledte os ind i et rum der var fuldstændig mørkt. Og når jeg skriver fuldstændig, så mener jeg fuldstændig!!! Man kunne ikke se en hånd for sig. Vi skulle så sidde og spise i det her sorte rum.
Det avr lidt af en oplevelse. For det første lagde man hurtig mærke til hvor meget øjenkontakt betyder. I og med at vi ikke kunne se hinanden, havde vi meget større behov for at røre ved hinanden når vi snakkede. Vores personlige sfære blev lige pludselig meget mindre, og det var helt naturligt at røre ved hinanden. Endvidere var der ikke rigtig noget smalltalk, men man var meget bevidst om hvem der sagde hvad. Vi snakkede også højere end vi ellers ville ha' gjort, i sådan en situation. Noget som nok skyldes vores usikkerhed og igen; et behov for at mærke at de andre var lige ved siden af.
Selve maden mistede meget uden det visuelle. Vi konstaterede at der var noget kartoffelmos, noget kød og noget fisk. Og så koncentrede vi os ellers om at få det op på gaflen og ind i munden. Vi skovlede faktisk i os, og var færdige med maden i løbet af no time. Desserten blev hurtigt identificeret som værende chokolademoussé, og så blev den også skovlet ind.
Da vi først var kommet os over den første panik, var det vildt sjovt. Jeg sad overfor Lækkerkæresten og ved siden af Latina, og jeg fik meget sjov ud af at rykke rundt på de andres glas eller drikke deres vin. Jeg fik faktisk et fuldstændig hysterisk grineflip over at jeg havde snuppet Lækkerkærestens glas, men at han ikke havde opdaget det. Han tog så revance ved at rejse sig og gå rundt om bordet. Lige pludselig var der en der tog mig på brystet, hvilket selvfølgelig udløste skrig og skrål.
Da vi kom ud igen, fik vi at vide hvad vi havde spist. Det viste sig faktisk at være virkelig lækker mad (og det var så tiramisu til dessert), men vi havde slet ikke værdsat den i kampens hede.
Det var en oplevelse af de mere specielle, og selv om det var dyrt, er vi glade for at vi prøvede det. Det er bestemt noget der vil blive snakket om...
P.S. Jeg ville gerne ha smidt et par billeder, men de ville jo bare være... sorte.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar