Hjemme igen

Så er jeg hjemme igen, efter en skøn, og ganske produktiv uge i sommerhus. Jeg har fået skrevet en masse, og er temmelig tilfreds med ugens udfald. Speciale-ordet er ikke fy-fy mere, og jeg begynder at kunne se lys for enden af tunnelen (ikke dermed sagt at det er ved at være færdigt!).

Torsdag nat, efter sin koncert, kom Lækkerkæresten op, og det var et skønt gensyn. Fredag blev brugt i hans arme og fredag aften blev der drukket rødvin, skrevet kærlighedserklæringer i det våde sand og danset i vandkanten, i solnedgangens skær. Alt i alt en magisk og fantastisk dag.

Lørdag skulle jeg flytte for min lillesøster. Hun er nemlig endelig flyttet fra ham spasseren, og er igen single. Hurra! Hvad der var meget lidt hurra, var at vi lørdag eftermiddag blev ringet op og fik at vide at min morfar var blevet indlagt. Han er en mand der betyder uendelig meget for mig. Jeg droppede at tage tilbage til sommerhuset som planlagt, og tog direkte på hospitalet. Han ville ikke se nogen, men vi fik snakket lidt med ham alligevel. Han var vist glad for at se os. Jeg kæmpede med tårerne da jeg så ham ligge der, meget tynd og med blod på sengetøjet og skjorten. Han kunne næsten ikke trække vejret. Fuck, altså... hvor var det bare hårdt.
Jeg er rigtig glad for at vi kom derind og fik snakket med ham. Nu går vi bare og venter på at det går enten den ene eller den anden vej med ham.