mandag den 7. maj 2007

Om at vente

Det går hverken den ene eller den anden vej. Hvilket vel er meget godt. På den anden side er det vist ikke særlig godt for en 86-årig mand med lungebetændelse, bare at ligge ned. Han har ikke engang energi nok til selv at løfte sit drikkeglas, og slet ikke til at komme op og sidde. Han ligger bare med lukkede øjne og trækker vejret raspende.
Han er så forbandet stolt. Ville ikke ulejlige natsygeplejerskene så han prøvede selv at stå ud af sengen. Faldt og slog sig, så der igen var blod overalt. Nu er han forbundet på begge arme. Han får så meget blodfortyndende medicin, så han er ét stort blåt mærke.

Jeg er rigtig ked af at Lækkerkæresten ikke får oplevet ham, som den mand han var. Indtil mine teenageår var min morfar den eneste faderfigur i mit liv. I hvert fald den eneste der var værd at have faderfølelser for. At miste ham vil være langt, langt hårdere end da min far døde.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Øv det er jeg ked af at læse. Sygdom er det værste der findes. Man er magteløs. Og den tid der går med at vente, på det ene eller andet. Og det dumme i ens mave. Øv med ham.

Christina sagde ...

det er så svært at finde de rette ord især når det hele er så usikkert, som det er lige nu... døden er aldrig rar at få ind på livet.
uanset i hvilken retning det kommer til at gå med din morfar. men det virker som om du har en dejlig familie, som er i stand til at kunne støtte hinanden gennem lidt af hvert. og det er guld værd.

stor krammer herfra.

Anne O'Manne sagde ...

Det er bare urimeligt ubeskriveligt hårdt, det du og din familie går igennem.

Jeg tænker på dig!

Knus
Anne

Zette sagde ...

Jeg sender dig også gode tanker og energier her fra. Kender situationen og uvisheden er næsten det værste...