Om at tænke før man taler

Kender I det, når man begynder at sige noget, og så halvvejs inde i sætningen opdager hvad det egentlig er man er ved at sige, men så er det bare for sent at stoppe?
Følgende scene udspillede sig hos os i går:

Lækkerkæresten læser til eksamen nu for tiden, og sidder derfor til langt ud på natten. Jeg lå inde i sengen og kaldte:
"Skaaat... Kom lige herind"
Han kom ind med forventningens glæde lysende ud af sine smukke øjne og spurgte:
"Hvad skal jeg?"
"Du skal give mig et godnatkys. Jeg lægger mig til at sove nu"
Helt skuffet siger han så:
"Nå... jeg troede jeg skulle ha et blowjob..."
"Øh... nå", siger jeg så. Det var jo ligesom ikke det jeg havde på tapetet.
"Gider du gi' mig et blowjob?", spørger den skønne forhåbningsfuldt.
"Næ... Men jeg kan da godt lægge (og her går det op for mig hvad jeg er ved at sige) mig til at sove med åben mund"

Der blev helt stille et øjeblik, og så begyndte jeg at grine fuldstændig hysterisk. Lækkerkæresten kiggede bare helt chokeret på mig. Jeg grinede så hysterisk at jeg lavede en snotboble, hvilket ikke just bidrog til situationens charme.