I går aftes stod jeg overfor en, næsten uoverkommelig, opgave. Jeg skulle sy! Ikke noget vildt og stort, men jeg skulle sy 6 cm på en kjole, hvor den var gået op i syningen. Nu sidder du måske og tænker, at det kan da ikke være så svært, og det er da slet ikke noget at gå i panik over. Men jo, det er det!
Vi spoler tiden 2o år tilbage:
Lille uskyldige Miss Blue Eyes skulle have sin første håndarbejdstime. Hun var rimelig sikker på, at det ikke var dér hendes talenter lå, men havde dog besluttet sig for at sy en lille blå bamse til sin kære lillesøster.
Den søde lærinde spottede vist også Miss Blue Eyes manglende talenter indefor dette fag, men hjalp så godt hun kunne.
I anden time blev det slemt. Filten var klippet ud, og lidt over halvdelen af bamsen var syet sammen. Men så skete det; der kom en knude på tråden! Oh ve, oh skræk. Stolt som den lille møgunge var, prøvede hun først selv... Saksen blev taget til hjælp... Det hjalp ikke! Nu blev hun sur! Hun prøvede igen med den lille fine saks, men ikke om knuden ville gå op. Og så slog det klik...
Den dag i dag ved man ikke hvordan det skete, men pludselig greb den lille pige, lærerindens store saks og klippede hovedet af bamsen.
Efter den episode måtte lille Miss Blue Eyes til skolepsykolog. Han bad hende tegne tegninger af hendes familie, testede hende, snakkede med hende og var stille. Til sidst måtte han erkende at der vist havde været tale om sindssyg i gerningsøjeblikket...
Lille Miss Blue Eyes vidste bedre. Hun vidste at hun aldrig skulle forsøge sig med den slags igen, for der slumrede en uhåndterlig vrede i hende, som kun syning kunne vække.
Nu er Miss Blue Eyes ikke så lille mere, og hun har lært at vreden faktisk ikke er spor uhåndterlig. Hun er dog stadig ikke glad for at sy.
Men ved I hvad???? Jeg var god! Okay-okay, god er måske så fint et ord at bruge i denne sammenhæng, men jeg syede kjolen fint. Og så fik jeg blod på tanden og syede også det lille hul der var kommet under armen på min yndlingstrøje... Og det blev også pænt!
Er det muligt at forvandle sig til Martha Stewart på ca 20 år?
Vi spoler tiden 2o år tilbage:
Lille uskyldige Miss Blue Eyes skulle have sin første håndarbejdstime. Hun var rimelig sikker på, at det ikke var dér hendes talenter lå, men havde dog besluttet sig for at sy en lille blå bamse til sin kære lillesøster.
Den søde lærinde spottede vist også Miss Blue Eyes manglende talenter indefor dette fag, men hjalp så godt hun kunne.
I anden time blev det slemt. Filten var klippet ud, og lidt over halvdelen af bamsen var syet sammen. Men så skete det; der kom en knude på tråden! Oh ve, oh skræk. Stolt som den lille møgunge var, prøvede hun først selv... Saksen blev taget til hjælp... Det hjalp ikke! Nu blev hun sur! Hun prøvede igen med den lille fine saks, men ikke om knuden ville gå op. Og så slog det klik...
Den dag i dag ved man ikke hvordan det skete, men pludselig greb den lille pige, lærerindens store saks og klippede hovedet af bamsen.
Efter den episode måtte lille Miss Blue Eyes til skolepsykolog. Han bad hende tegne tegninger af hendes familie, testede hende, snakkede med hende og var stille. Til sidst måtte han erkende at der vist havde været tale om sindssyg i gerningsøjeblikket...
Lille Miss Blue Eyes vidste bedre. Hun vidste at hun aldrig skulle forsøge sig med den slags igen, for der slumrede en uhåndterlig vrede i hende, som kun syning kunne vække.
Nu er Miss Blue Eyes ikke så lille mere, og hun har lært at vreden faktisk ikke er spor uhåndterlig. Hun er dog stadig ikke glad for at sy.
Men ved I hvad???? Jeg var god! Okay-okay, god er måske så fint et ord at bruge i denne sammenhæng, men jeg syede kjolen fint. Og så fik jeg blod på tanden og syede også det lille hul der var kommet under armen på min yndlingstrøje... Og det blev også pænt!
Er det muligt at forvandle sig til Martha Stewart på ca 20 år?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar