Altså ikke om at være kendis-kendt, men om at være kendt af dem man omgiver sig med. Jeg går fx og bilder mig selv ind at folk omkring mig kender mig. Især bilder jeg mig ind at Lækkerkæresten, min familie og mine venner kender mig.
Derfor kom det gevaldigt bag på mig, da en veninde gennem ti år, som samme dag begyndte at arbejde samme sted som mig (rent faktisk som min assistent - oh, nepotismen længe leve!), i sidste uge ytrede; "MBE, jeg tror faktisk ikke du kan blive vred. Jeg har aldrig set dig sur eller vred. I mit hovede så er du sådan en blid, sød person."
Jeg var faktisk ret tæt på at dø lige der, for jeg drak kaffe imens hun sagde det, hvilket udløste et 20 min hosteanflad med tårerne sprøjtende ud af øjnene.
Da jeg havde fået luft igen, var jeg nødt til at høre hvad pokker hun mente. Af temmelig mange mennesker er jeg nemlig kendt for at være lidt af en rappenskralde, med et temperament som slår enhver rødtop med mange længder. Ondsindende tunge ville måske ligefrem gå så langt som til at kalde mig hysterisk i perioder.
Men sådan så hun mig altså slet ikke...
To dage efter sagde hun; "Jeg vil gerne trække det der tilbage.... nu synes jeg ikke længere at du er blid og sød, og du kan blive gal! Og jeg synes faktisk at du er vildt skræmmende."
Vil gerne lige sige at jeg faktisk overhovedet ikke havde været gal, og faktisk synes at jeg havde været ret sød de to dage. Forstår ingenting. Mon det er hende der er helt galt tunet, eller mig som gennem de sidste 30 år har misforstået betydningen af gal og blid?
Og det der med at være skræmmende.... Er det nu en dårlig ting? Man må da godt være lidt skræmmende overfor sin assistent, ikk? Jeg tog det positivt, da hun forklarede at hun mente at jeg var skræmmende, fordi jeg vidste så meget og var så klog (har hende mistænkt for at prøve at redde de andre udtalelser i land igen, men vælger at lade som om jeg tror det var det hun mente).
Derfor kom det gevaldigt bag på mig, da en veninde gennem ti år, som samme dag begyndte at arbejde samme sted som mig (rent faktisk som min assistent - oh, nepotismen længe leve!), i sidste uge ytrede; "MBE, jeg tror faktisk ikke du kan blive vred. Jeg har aldrig set dig sur eller vred. I mit hovede så er du sådan en blid, sød person."
Jeg var faktisk ret tæt på at dø lige der, for jeg drak kaffe imens hun sagde det, hvilket udløste et 20 min hosteanflad med tårerne sprøjtende ud af øjnene.
Da jeg havde fået luft igen, var jeg nødt til at høre hvad pokker hun mente. Af temmelig mange mennesker er jeg nemlig kendt for at være lidt af en rappenskralde, med et temperament som slår enhver rødtop med mange længder. Ondsindende tunge ville måske ligefrem gå så langt som til at kalde mig hysterisk i perioder.
Men sådan så hun mig altså slet ikke...
To dage efter sagde hun; "Jeg vil gerne trække det der tilbage.... nu synes jeg ikke længere at du er blid og sød, og du kan blive gal! Og jeg synes faktisk at du er vildt skræmmende."
Vil gerne lige sige at jeg faktisk overhovedet ikke havde været gal, og faktisk synes at jeg havde været ret sød de to dage. Forstår ingenting. Mon det er hende der er helt galt tunet, eller mig som gennem de sidste 30 år har misforstået betydningen af gal og blid?
Og det der med at være skræmmende.... Er det nu en dårlig ting? Man må da godt være lidt skræmmende overfor sin assistent, ikk? Jeg tog det positivt, da hun forklarede at hun mente at jeg var skræmmende, fordi jeg vidste så meget og var så klog (har hende mistænkt for at prøve at redde de andre udtalelser i land igen, men vælger at lade som om jeg tror det var det hun mente).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar