Jeg har kat. To af slagsen. Og nu er katte vel egentlig ikke kendt for, at være de mest hensynsfulde dyr. Mine er det i hvert fald sjældent.
Bag vores sofa står en reol som Master, herskeren i vores liv, ynder at ligge på.
Lige før kom han spakulerende hen til mig. Jeg sad pænt og ordentlig i sofaen. Uden at tage øjenkontakt hoppede han op på mit lår, derfra op på maven, videre op på brysterne (ja, han kunne stå ovenpå brysterne!), over min skulder og hen på reolen.
Ikke så meget som et tak. Viste faktisk ingen synlige tegn på at han erkendte, at jeg var et levende væsen.
Degraderet til trappestige...
lørdag den 21. marts 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Var der ikke noget med katten sagde, "Jeg er squ min egen" :)
Og jeg er tydeligvis også hans... :o)
Send en kommentar