Når man som jeg er lige-op-over-og-kan-føde-når-som-helst får man ganske tit spørgsmålet: "Glæder du dig ikke bare?". Det er altid folk der selv har børn, der stiller spørgsmålet (hvilket vel egentlig er meget betryggende, da det indikerer at det er noget jeg bør glæde mig til).
Jeg ved godt, at det korrekte svar er: "Jo, jeg glæder mig helt ustyrligt!!". Men det har jeg af en eller anden grund svært ved at give. Ikke fordi jeg ikke glæder mig, for det gør jeg. Jeg glæder mig, men jeg er også spændt og nervøs og en lille smule bange.
Det er svært at glæde sig til noget, som man vel ret beset ikke kan forestille sig. Det eneste vi med sikkerhed ved det er, at når først fødslen går i gang, så bliver vores liv aldrig det samme igen. Og glæder jeg mig til det? Næ...
Jeg mener, jeg er ret vild med mit liv. Jeg synes faktisk jeg har et fuldstændig fantastisk liv. Og jeg ved da godt at alle siger, at det ændre sig til noget bedre, og det håber jeg da også. Jeg har bare svært ved at forestille mig det. Og jeg er lidt bange for at jeg bedre vil kunne lide Version nu end Version baby... Men det må man ikke sige.
Som regel svarer jeg bare at jo, selvfølgelig glæder vi os helt vildt (hvilket vi jo gør!). Men hvis jeg endelig lufter lidt af nervøsiteten og angsten også, så tror folk altid at det er selve fødslen man frygter (hvilket jeg måske egentlig bør være mere skræmt over, da det åbenbart er noget jeg bør være bange for). Det er det ikke. Faktisk skræmmer fødslen mig ikke synderligt. Jo, det kommer da til at gøre mere ondt end man tror er muligt. Men det er jo en ret tidsbegrænset smerte. Som min jordemoder siger, varer de færreste fødsler mere end 4 døgn. Og faktisk glæder jeg mig en lille smule til at se hvordan både jeg og Lækkerkæresten reagerer i sådan en situation. Så fødslen skræmmer mig ikke. Det er sq mere det efter fødslen...
I ved, det med at man så har et barn...
Er det ikke ok, at være en lille smule pissebange for den del af hele det her show?
Jeg ved godt, at det korrekte svar er: "Jo, jeg glæder mig helt ustyrligt!!". Men det har jeg af en eller anden grund svært ved at give. Ikke fordi jeg ikke glæder mig, for det gør jeg. Jeg glæder mig, men jeg er også spændt og nervøs og en lille smule bange.
Det er svært at glæde sig til noget, som man vel ret beset ikke kan forestille sig. Det eneste vi med sikkerhed ved det er, at når først fødslen går i gang, så bliver vores liv aldrig det samme igen. Og glæder jeg mig til det? Næ...
Jeg mener, jeg er ret vild med mit liv. Jeg synes faktisk jeg har et fuldstændig fantastisk liv. Og jeg ved da godt at alle siger, at det ændre sig til noget bedre, og det håber jeg da også. Jeg har bare svært ved at forestille mig det. Og jeg er lidt bange for at jeg bedre vil kunne lide Version nu end Version baby... Men det må man ikke sige.
Som regel svarer jeg bare at jo, selvfølgelig glæder vi os helt vildt (hvilket vi jo gør!). Men hvis jeg endelig lufter lidt af nervøsiteten og angsten også, så tror folk altid at det er selve fødslen man frygter (hvilket jeg måske egentlig bør være mere skræmt over, da det åbenbart er noget jeg bør være bange for). Det er det ikke. Faktisk skræmmer fødslen mig ikke synderligt. Jo, det kommer da til at gøre mere ondt end man tror er muligt. Men det er jo en ret tidsbegrænset smerte. Som min jordemoder siger, varer de færreste fødsler mere end 4 døgn. Og faktisk glæder jeg mig en lille smule til at se hvordan både jeg og Lækkerkæresten reagerer i sådan en situation. Så fødslen skræmmer mig ikke. Det er sq mere det efter fødslen...
I ved, det med at man så har et barn...
Er det ikke ok, at være en lille smule pissebange for den del af hele det her show?
Opslag
3 kommentarer:
klem benene sammen og tænk på noget rart!
;D
må smerten være med dig, samt en ornli' syg røvfuld epidural.
kram
Jeg er sgu stadig nervøs ved tanken om livet med at hente og bringe, fornuftig mad på faste tidspunkter og arrangement af babysitning osv.
Det er man nok bare indtil man står i det - for at have en lille baby freaker mig ikke det mindste ud nu hvor det er virkelighed - hvilket det i den grad gjorde før fødslen :-)
Det er da helt ok og fuldstændig normalt at være bange også. Jeg synes næsten aldrig, at noget her i livet er så sort/hvidt, at man kun er det ene eller det andet. Man kan sagtens glæde sig OG være lidt nervøs og bange samtidig. Jeg ved ikke, hvad det er for nogen fornægtere du har talt med :-) Men måske prøver de bare at berolige dig, eller måske forstår de det ikke helt?
Ja, dit liv bliver anderledes. Men så er det heller ikke værre. En masse ting vil altid være det samme. Noget bedre, andet værre. Det er jo livet, udvikling. Og hellere dét end det modsatte!
Jeg kan huske første gang jeg fødte. Da havde jeg det også sådan, men så gik jeg heldigvis 11 dage over tid, og så blev jeg HELT parat. Bagefter kunne jeg ikke forstå at busserne stadig kørte og verden bare fortsatte uberørt, for hallo!! jeg havde jo lige FØDT! Og ingen af os forstod rigtig, at de bare lod os forlade hospitalet og gå hjem med den der lille baby. Det vildeste ansvar.
Prøv at tage det som en oplevelse. Og husk, det man ikke dør af, gør blot en stærkere.
Og glæd dig :-) Det ER det hele værd.
Send en kommentar