Jæs-jæs, jeg lever endnu og alt det der. Det var ikke det jeg ville skrive om.
Her de sidste par dage har der været skrevet en del om det her med at hvis vores er venner er glade og tynde og sunde, så bliver vi også glade og tynde og sunde. Det er der nogen der har forsket i, og det er da smart, ikk? Så gælder det bare om at vælge de rette venner og vupti - glem alt om sure slankekure og lykkepiller.
Hvis vi nu vender den mod os selv og ser om det hænger sådan sammen:
Jeg er sådan ret glad det meste af tiden. Faktisk grænsende til kvalmende lykkelig. Ville nok være synd at kalde mig tynd i de dage her. Har faktisk anlagt mig en dunk som kan slå selv Homer af pinden, men undskylder mig straks med, at der bor nogen derinde og at (det meste af) den forsvinder om nogle måneder. Jeg lever ret sundt, tror jeg. Har i hvert fald et sygeligt forbrug af appelsiner lige nu for tiden. Spiser til gengæld også en del chokolade, men hey! Chokolade gør en lykkelig, ikk?
Og hvem er så mine venner? Tja, der er lige fra en temmelig overvægtig ryger, som til gengæld altid er glad og griner som en der burde være låst inde, til en grænsende til anorektisk sundhedsfreak som dyrker sport 6 gange om ugen, aldrig drikker og kun spiser økologisk. Hun er sådan lidt... altså hun griner ikke helt lige så meget. Og hun har vist også en del flere kæresteproblemer end storgrineren. Men stadig et fantastisk menneske som man altid har det sjovt med.
Og så er der selvfølgelig alle dem midt imellem. Fællles for alle dem som jeg ser mest, kan man vel sige er, at de er glade og de får mig til at blive glad.
Så er der et par stykker som er mere ude i periferien. De er nogle rigtig dejlige mennesker som har rigtig meget at byde på her i livet. Men de klynker. De klynker og de finder altid det negative i en situation (gerne deres egen) og så sovser de rundt i den. Man kan høre det allerede når man tager telefonen: "Heeej... suk... Det er X... suk". Åh så bliver man så træt, allerede der. Og hvis man har en ret god aften og sidder og hygger i sofaen med Lækkerkæresten eller en god bog/film/plade chokolade, så gider man faktisk ikke snakke med hende, for så ved man at man bliver helt drænet for energi.
Det er sikkert strengt at være sådan og stadig kalde sig veninde, for man burde jo tage hendes problemer seriøst og være støttende og lyttende. Men det er så drææææææænende! Og ikke for noget, hvis jeg vil bruge et par timer på at høre på klynk og selvynk, så tager jeg normalt 810,- i timen.
Alligevel holder man fast i dem, for de er jo nogle søde mennesker og man har nogle gode snakke en gang imellem. Det er bare ikke nogen man har for tæt inde på livet, for så bliver man for hurtig tømt.
Om vi er lykkelige fordi vores venner er det, eller om vi vælger lykkelige venner fordi de er rarest og sjovest at være sammen med, skal jeg sørme ikke kunne sige. Men jeg ville nok udlægge det som at vi vælger mennekser som får det bedste frem i os og som gør os glade. Og det er altså sjældent klynkeren...
Her de sidste par dage har der været skrevet en del om det her med at hvis vores er venner er glade og tynde og sunde, så bliver vi også glade og tynde og sunde. Det er der nogen der har forsket i, og det er da smart, ikk? Så gælder det bare om at vælge de rette venner og vupti - glem alt om sure slankekure og lykkepiller.
Hvis vi nu vender den mod os selv og ser om det hænger sådan sammen:
Jeg er sådan ret glad det meste af tiden. Faktisk grænsende til kvalmende lykkelig. Ville nok være synd at kalde mig tynd i de dage her. Har faktisk anlagt mig en dunk som kan slå selv Homer af pinden, men undskylder mig straks med, at der bor nogen derinde og at (det meste af) den forsvinder om nogle måneder. Jeg lever ret sundt, tror jeg. Har i hvert fald et sygeligt forbrug af appelsiner lige nu for tiden. Spiser til gengæld også en del chokolade, men hey! Chokolade gør en lykkelig, ikk?
Og hvem er så mine venner? Tja, der er lige fra en temmelig overvægtig ryger, som til gengæld altid er glad og griner som en der burde være låst inde, til en grænsende til anorektisk sundhedsfreak som dyrker sport 6 gange om ugen, aldrig drikker og kun spiser økologisk. Hun er sådan lidt... altså hun griner ikke helt lige så meget. Og hun har vist også en del flere kæresteproblemer end storgrineren. Men stadig et fantastisk menneske som man altid har det sjovt med.
Og så er der selvfølgelig alle dem midt imellem. Fællles for alle dem som jeg ser mest, kan man vel sige er, at de er glade og de får mig til at blive glad.
Så er der et par stykker som er mere ude i periferien. De er nogle rigtig dejlige mennesker som har rigtig meget at byde på her i livet. Men de klynker. De klynker og de finder altid det negative i en situation (gerne deres egen) og så sovser de rundt i den. Man kan høre det allerede når man tager telefonen: "Heeej... suk... Det er X... suk". Åh så bliver man så træt, allerede der. Og hvis man har en ret god aften og sidder og hygger i sofaen med Lækkerkæresten eller en god bog/film/plade chokolade, så gider man faktisk ikke snakke med hende, for så ved man at man bliver helt drænet for energi.
Det er sikkert strengt at være sådan og stadig kalde sig veninde, for man burde jo tage hendes problemer seriøst og være støttende og lyttende. Men det er så drææææææænende! Og ikke for noget, hvis jeg vil bruge et par timer på at høre på klynk og selvynk, så tager jeg normalt 810,- i timen.
Alligevel holder man fast i dem, for de er jo nogle søde mennesker og man har nogle gode snakke en gang imellem. Det er bare ikke nogen man har for tæt inde på livet, for så bliver man for hurtig tømt.
Om vi er lykkelige fordi vores venner er det, eller om vi vælger lykkelige venner fordi de er rarest og sjovest at være sammen med, skal jeg sørme ikke kunne sige. Men jeg ville nok udlægge det som at vi vælger mennekser som får det bedste frem i os og som gør os glade. Og det er altså sjældent klynkeren...
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar