torsdag den 15. januar 2009

Hvor gravid er man lige når...

... man får en sindssyg trang til kiksekage? Som i, rent faktisk at man begynder at græde fordi Lækkerkæresten får fremstammet, at det kan han altså ikke lige skaffe. Græde, dels fordi at man altså skal have kiksekage nu (og det må han da kunne forstå!), og dels fordi at det bliver altså meget mere krævende når først jeg har født, og hvis ikke han kan fremskaffe en kiksekage nu, bliver han så overhovedet en god far?




Urimelig siger I? Ikke under nogen omstændigheder!

Er det muligt??

I sidste uge var jeg nede og bestille nogle smykker, bl.a. to flotte ringe (begge til mig - ikke noget frieri eller andet ægteskabeligt stuff her). Fandt frem til de rigtige størrelser og fik bestilt dem hjem.
I dag var jeg så nede for at hente dem og skulle lige prøve dem igen. Men de var alt for store. Som i 3 ring numre for store!!! Hvor fede fingre havde jeg lige i sidste uge!?! Og hvorfor er de ikke fede mere? Troede da kun det blev værrre, jo længere hen i graviditeten man kom...

Crap!

Okay, det kræver lige lidt forhistorie, det her:

Jeg har haft en masse plukveer og det har i perioder set ret bekymrende ud. Lige nu er det ikke superbekymrende, men jeg er blevet sygemeldt og skal holde mig i ro. Ikke nødvendigvis at jeg skal ligge stille og ikke gøre andet end at være til, mere ment som at jeg skal holde mig ret meget i ro og ikke stresse over noget (hø... nemt at sige, ikk?).
Så jeg tuller altså rundt herhjemme og laver ikke så meget. Eller, det vil sige, jeg har faktisk enormt travlt. Jeg skal både se de rigtige serier i løbet af dagen, lægge 7-kabale, tømme opvaskemaskine, vaske tøj og tjekke nettet. Det kan man faktisk godt blive lidt stresset af.

Men det var slet ikke det jeg ville skrive om. Jeg har jo egen virksomhed ved siden af mit fuldtidsjob, og det er helt fint. Jeg har droslet temmelig meget ned de sidste par måneder. Men jeg har for længe siden sagt ja til et job som både er rigtig, rigtig spændende og sindssyg godt betalt. Men det må jeg jo ikke nu! På trods af at det tager 3 timer og så er det overstået. For når man er sygemeldt et sted, så er man nødt til at være det alle steder. Det kan jeg sagtens forstå rationalet i, men for pokker hvor er det bare ærgeligt. Lønnen for det job ville betale en spritny barnevogn. Og det er altså ikke fordi pengene ligefrem flyder i stride strømme herhjemme de dage her...

Så derfor: CRAP!!

Verdens bedste job?

Har I set det der "Verdens bedste job"?

Tror jeg nok godt lige at jeg gad have... Og jeg ville være god til det! Og Larven ville opleve begrebet babysvømning et helt andet sted end i svømmehallens klorfyldte bassiner.

Bare lige ét problem.

Altså udover at de regner med over 30.000 ansøgninger.

Man skal kunne komme til jobsamtale i Australien lige de dage hvor jeg højest sandsynlig ligger på Hvidovre Hospital og forsøger at presse Larven (som nok mere føls som en flæskesteg end som en larve) ud af mit allerhelligste. Totalt dårlig timming!

Kunne de godt have tænkt på.


Men søger den alligevel :o) Der er vel nogen før mig der har født i et fly eller til en jobsamtale, ikk?

Sociale netværks, forskning og den slags

Jæs-jæs, jeg lever endnu og alt det der. Det var ikke det jeg ville skrive om.

Her de sidste par dage har der været skrevet en del om det her med at hvis vores er venner er glade og tynde og sunde, så bliver vi også glade og tynde og sunde. Det er der nogen der har forsket i, og det er da smart, ikk? Så gælder det bare om at vælge de rette venner og vupti - glem alt om sure slankekure og lykkepiller.

Hvis vi nu vender den mod os selv og ser om det hænger sådan sammen:
Jeg er sådan ret glad det meste af tiden. Faktisk grænsende til kvalmende lykkelig. Ville nok være synd at kalde mig tynd i de dage her. Har faktisk anlagt mig en dunk som kan slå selv Homer af pinden, men undskylder mig straks med, at der bor nogen derinde og at (det meste af) den forsvinder om nogle måneder. Jeg lever ret sundt, tror jeg. Har i hvert fald et sygeligt forbrug af appelsiner lige nu for tiden. Spiser til gengæld også en del chokolade, men hey! Chokolade gør en lykkelig, ikk?

Og hvem er så mine venner? Tja, der er lige fra en temmelig overvægtig ryger, som til gengæld altid er glad og griner som en der burde være låst inde, til en grænsende til anorektisk sundhedsfreak som dyrker sport 6 gange om ugen, aldrig drikker og kun spiser økologisk. Hun er sådan lidt... altså hun griner ikke helt lige så meget. Og hun har vist også en del flere kæresteproblemer end storgrineren. Men stadig et fantastisk menneske som man altid har det sjovt med.
Og så er der selvfølgelig alle dem midt imellem. Fællles for alle dem som jeg ser mest, kan man vel sige er, at de er glade og de får mig til at blive glad.
Så er der et par stykker som er mere ude i periferien. De er nogle rigtig dejlige mennesker som har rigtig meget at byde på her i livet. Men de klynker. De klynker og de finder altid det negative i en situation (gerne deres egen) og så sovser de rundt i den. Man kan høre det allerede når man tager telefonen: "Heeej... suk... Det er X... suk". Åh så bliver man så træt, allerede der. Og hvis man har en ret god aften og sidder og hygger i sofaen med Lækkerkæresten eller en god bog/film/plade chokolade, så gider man faktisk ikke snakke med hende, for så ved man at man bliver helt drænet for energi.
Det er sikkert strengt at være sådan og stadig kalde sig veninde, for man burde jo tage hendes problemer seriøst og være støttende og lyttende. Men det er så drææææææænende! Og ikke for noget, hvis jeg vil bruge et par timer på at høre på klynk og selvynk, så tager jeg normalt 810,- i timen.
Alligevel holder man fast i dem, for de er jo nogle søde mennesker og man har nogle gode snakke en gang imellem. Det er bare ikke nogen man har for tæt inde på livet, for så bliver man for hurtig tømt.

Om vi er lykkelige fordi vores venner er det, eller om vi vælger lykkelige venner fordi de er rarest og sjovest at være sammen med, skal jeg sørme ikke kunne sige. Men jeg ville nok udlægge det som at vi vælger mennekser som får det bedste frem i os og som gør os glade. Og det er altså sjældent klynkeren...