Okay, here we go. Nu går jeg i hvert fald i gang med at skrive min fødselsberetning, og i erkendelse af at det nok kommer til at tage lidt tid, regner jeg ikke med at den bliver færdig i dag.
Jeg skriver den egentlig mest for min egen skyld. Jeg synes faktisk at min fødsel var rædselsfuld på flere måder, og tror jeg har behov for at skrive forløbet ned, for at få det lidt mere ud af systemet. Lidt ligesom jeg et par gange har tvunget mig selv til at kigge på de billeder Lækkerkæresten har taget undervejs. Billeder som hver gang har givet mig tårer i øjnene. Og ikke kun af glæde.
Torsdag d. 7.maj var jeg 41 + 3 og havde tid på svangergangen til tjek. Jordemoderen derude skønnede ham til at være omkring 4000 g og mente at han var lige på trapperne. Alt så i hvert fald fint ud, og hun lavede en hindeløsning, for at sætte gang i tingene. Jeg fik endvidere tid til igangsættelse søndag morgen, men jordemoderen mente nu ikke at det ville blive nødvendigt.
Ganske rigtigt. Da vi kom hjem fra Hvidovre startede veerne omkring kl 10 om morgenen. I starten stille og roligt. De kom og gik og var ikke særlig kraftige. Hen på eftermiddagen var jeg nu ikke i tvivl om hvad der var i gang og omkring kl 18 var de regelmæssige med ca 8 min imellem. Aftenen og natten igennem fik jeg ikke sovet. Lækkerkæresten gik ind i seng og fik vist et par timer, men omkring kl 3 måtte jeg ind og vække ham. Derefter stod den på massage på lænden og moralsk støtte. Jeg gik også i bad og stod der vist i over en time. Kl 6 ringede jeg til fødegangen. Der var ca 2-3 min imellem veerne og jeg ville gerne lige tjekkes. Jeg fik dog at vide at jeg skulle vente nogle timer, for de havde hverken plads eller tid til mig. Okay... Jeg gik i bad igen og fik Lækkerkæresten til at stå og bruse mig på lænden i ca en time igen.
Kl 10 ringede jeg igen til fødegangen og sagde at nu kom jeg altså. Der var 1-2 min imellem veerne og de varede over et minut. Jeg fik at vide, at jeg da gerne måtte komme, men at jeg nok ville blive sendt hjem igen. På fødegangen kom vi ind på en undersøgelsesstue og blev tilset af en jordemoder og en jordemoderelev. Fik kørt en strimmel og blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig 2 cm. De sendte mig hjem igen med beskeden at intervallet mellem veerne var fint, men de skulle være kraftigere.
Vi tog hjem igen. Endnu et bad og lidt mad og så begyndte veerne rigtig at bide. I erkendelse af, at jeg nok ville blive sendt hjem igen, hvis jeg kom for tidligt, bed jeg tænderne samme og holdt ud. Kl 14.30 tog vi afsted igen. og denne gang tog vi tasken med ind, for nu kunne de lige vove på at sende mig hjem.
Vi kom ind på samme undersøgelsesstue og fik det lækre hospitalstøj på. Og så blev vi bedt om at vente, for der var vagtskifte. Efter næsten en time kom vores jordemoder ind. Vi havde i mellemtiden snakket om hvorvidt der mon fandtes mandlige jordemødre. Og om de i så fald hed jordefædre :o) Da det så banker på døren kommer der en mand og en kvinde ind. Kvinden var vores jordemoder og manden var en falckredder der skulle overvære en fødsel. Fint med mig.
Jeg ville gerne føde i vand, så efter en klyx gik vi ned i den anden ende af fødegangen hvor de gamle stuer var. Der havde de nemlig to stuer med fødebassiner.
Vores jordemoder hed Harriet og var helt fantastisk. Hun tog mig på den absolut bedste måde. Tilpas hård og tilpas omsorgsfuld på de rigtige tidspunkter. Falckredderen hed Carsten og var også rigtig god at have med. Noget af det som de begge gjorde, som vi ret godt kunne lide var, at de konsekvent kaldte vores søn for Storm i stedet for babyen el.l. I de timer de var der var bestemt de rareste.
Efter en snak om vandfødsler kom jeg i bassinet. Det var rigtig dejligt. Vandet gjorde ikke rigtig noget for mig under veerne, men det var nemmere at slappe af imellem veerne. Jeg havde nogle rigtig kraftige veer mens jeg lå i bassinet. Jeg lå i vandet i lidt over to timer og skulle så op og undersøges. På det tidspunkt skulle jeg ca åbne mig 1 cm i timen. Efter to en halv time havde jeg åbnet mig lige knap en halv cm. Det var simpelthen så demotiverende at få at vide! Jeg var lige ved at tude. På det tidspunkt havde jeg haft regelmæssige veer i 24 timer, og jeg var ved at være temmelig træt og smadret.
Harriet tog en seriøs snak med mig. Jeg havde to valgmuligheder.
Jeg kunne hoppe i vand igen og fortsætte som planlagt. Med den hastighed jeg åbnede mig på, skulle jeg regne med, at det ville tage 8-10 timer endnu, før jeg var helt åben.
Alternativt kunne jeg bede om en epidural blokade, men ville så ikke kunne føde i vand, da jeg skulle monitoreres. Jeg var så træt, så udmattet og så ked af det der. Jeg havde jo troet at jeg skulle føde i vand, men kunne simpelthen ikke overskue måske 10 timer mere, med veer der kun blev værre end de var der. Så jeg bad om en epidural. Så det en lille smule som en et nederlag, at min krop ikke bare kunne arte sig og gøre som den skulle, så jeg kunne føde i vand.
Jeg fik lagt drop og gjort klar til epiduralen og der blev tilkaldt en anæstæsilæge. Og så ventede vi. Veerne tog endnu mere til, og jeg gik så meget ind i mig selv, at jeg ikke rigtig registrerede meget andet end smerten. I flere perioder kunne Lækkerkæresten og Harriet ikke rigtig få kontakt med mig. Så fik vi at vide at den ene anæstæsilæge der var, var forsinket pga. et akut kejsersnit.
Vi endte med at vente i over 3 timer. De tre timer var så rædselsfulde. Beslutningen var taget og jeg ville bare have noget smertelindring. Prøvede lattergas men det hjalp ikke rigtig. Heller ikke ren ilt. Jeg kan slet ikke beskrive de tre timer, men for pokker... Sjovt var det ikke, vel!
Efter tre timer kom anæstæsilægen Kristian, og jeg ville ha giftet mig med ham på stedet, så glad blev jeg. Han lagde en fabelagtig epidural og i løbet af et par minutter var jeg fuldstændig smertefri. Jeg kunne se på graffen, at nu kom der en stor ve, men jeg kunne ikke mærke den overhovedet. Jeg blev nærmest mig selv igen og kunne både snakke og grine. Det var skønt. Elsker epidural!!! Elsker anæstæsilægen Kristian!! Følte i hvert fald ikke længere noget nederlag over at måtte få en epidural. Bare taknemmelighed.
Da først epiduralen fungerede, tog Harriet vandet. Mærkelig følelse, men udover det våde kunne jeg ikke rigtig mærke noget. Jeg kunne dog se på graffen at veerne tog til, og priste mig endnu en gang lykkelig for Kristian.
En time efter epiduralen måtte vi sige farvel til Harriet og Carsten. Deres vagt var slut og både de og vi var kede af at de ikke kunne være med til slut. Men i stedet sagde vi så goddag til vedrop og Katrine. Katrine var den nye jordemoder. Jeg ville hellere ha' haft Harriet... Katrine var rimelig hardcore. På den ikke-fede måde. Hun var meget effektiv og ikke særlig omsorgsfuld eller medfølende. Hun tog fx ikke hensyn til at jeg havde veer, men fortsatte ufortrødent undersøgelser, tryk på maven og samtaler med mig, når der kom en ve. Det kan man altså ikke! For det første har man slet ikke lyst til at blive moset ned i maven, når man har en kæmpeve, for det andet kan man sq da ikke svare på ligegyldige spørgsmål, når man mest har lyst til at kaste op af smerte! Hun virkede også lidt irriteret over at vi var helt nede i den anden ende, på de gamle fødestuer, så hun mente at vi skulle flyttes over til de nye. Det blev vi dog ikke. Vi var ikke i tvivl om at hun var dygtig... Lige der havde vi måske bare brug for lidt menneskelighed også...
Ca. halvanden time efter epiduralen, begyndte jeg igen at kunne mærke veerne. Katrine gav mig en "jordemoderbonus" som skulle booste epiduralen lidt, men den hjalp ikke rigtig. Så jeg gik i gang igen. Ret hurtigt kom pressetrangen og efter at have holdt den tilbage et stykke tid, fik jeg til sidst lov til at presse. Det gjorde jeg så. I over en time. Havde fået at vide at pressefasen ikke var så slem. Det er løgn. Det gør ondt at presse en unge ud af ens allerhelligeste! Meget ondt!!
Den sidste halve time af pressefasen var der konstant en børnelæge eller to til stede. Fattede ikke rigtig hvorfor på det tidspunkt, og var vist også ret ligeglad. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke længere havde kontrol over min krop. Jeg gik i krampe og kunne slet ikke styre nogle af mine bevægelser. Da Katrine kiggede mig dybt i øjnene og sagde at nu skulle han ud, kunne jeg sagtens forstå hende. Jeg kunne bare ikke styre min krop. Lækkerkæresten fortalte bagefter af børnelægen havde stået klar med sugekoppen. Der blev dog ikke behov for sugekoppen, for min krop fandt vist nogle ubrugte ressourcer. Da hovedet var ude, kiggede jeg ned og så hans krop komme ud. Og den blev bare ved og ved og ved! Katrines kommentar var: "Han er godt nok stor! Og sikke nogle store fødder!!" og så fik jeg ham op på maven.
Han var meget blå. Han bevægede sig, men der kom ikke en lyd fra ham. Han blev tørret og gnubbet og pustet på. Så kom der en smule rallelyde. Og så gik det pludselig stærkt igen. Navlestrengen blev klippet og han blev hevet over på en bord ved siden af. To børnelæger stod over ham og sugede. Lækkerkæresten stod ved min anden side og messede: "Skrig, skrig, skrig, skrig!". Jeg tror ikke at jeg var nervøs på det tidspunkt. Jeg kiggede bare over på min lille blå dreng. Jeg tror at jeg tænkte, at så længe han bevægede sig og så længe jeg kunne høre hans små rallende, gurglende lyde, så skulle det nok gå. Der gik næsten ti min før jeg fik ham over igen. Han havde fået suget en masse fostervand og var begyndt at trække vejret mere roligt. Det rallede og gurglede dog stadig noget. I mellemtiden havde jeg født moderkagen (men det opdagede jeg stort set ikke).
Normalt er det sådan, at når ungen er ude, holder smerterne op. Så er det slut. Men ikke her. Jeg var nemlig gået temmelig meget i stykker og skulle syes. Katrine lagde efter megen møje og besvær (og eder og forbandelser fra mig - tro mig, man har ikke lyst til at der bliver ravet og rodet mere dernede lige der!) en bedøvelse i den ene side. Så skulle hun bedøve den anden side, og så gik det galt. Hun kunne ikke finde stedet hun skulle stikke. Hun forsøgte adskillige gange og måtte så tilkalde en anden. Den anden jordemoder kunne heller ikke finde stedet. Hvilket betød at de måtte sy uden bedøvelse.
Vi lader billedet stå et øjeblik.
Efter en fødsel er man rimelig smadret dernede. Man har ikke lyst til andet end ro og is til hævelsen. Og man har i hvert fald ikke lyst til at blive syet uden bedøvelse! Jeg fik Storm op på maven og fik besked på at ligge stille, og så gik de ellers i gang. Det var taktisk rigtig klogt at give mig min søn. Dels for at distrahere mig lidt, og dels fordi det gjorde det meget sværere for mig at sparke Katrine mens jeg havde Storm i armene. Syet blev jeg og den oplevelse arbejder vi lidt på at glemme.
Fødestuen vi lå på, var smurt ind i blod, og vi glædede os til at komme op på barselsgangen og over i nogle rigtige senge. Kl var blevet ca 4.30 lørdag morgen. Vi ventede. Og ventede. Og ventede. Omkring kl 6 fik vi at vide, at der ikke var plads til os på barselsgangen, så vi ville få nogle senge ind på fødestuen så vi kunne sove lidt og så ville vi få en barselsstue lørdag formiddag.
Lørdag formiddag fik vi samme besked. Der var ikke plads, så vi skulle bare blive der på fødestuen.
Så vi lå på stuen hvor der stadig var blod overalt og kiggede over på det bord hvor han lå da de kæmpede med ham. Det var faktisk enormt traumatiserende og jeg ærgre mig så meget over at jeg ikke instisterede på at blive flyttet.
Søndag morgen kom Harriet fordi for at se Storm. Og da hun spurgte: "Har I tænkt jer at tage hjem i dag?" kiggede vi på hinanden og tænkte bare: "Ja!!". Vi tog hjem søndag eftermiddag, og det var fantastisk at komme hjem. Væk fra fødestuen.
Det er muligt at jeg fylder mere på på et tidspunkt når jeg føler lidt mere efter. Men lige nu har jeg mest lyst til at trykke Udgiv, og så gå ud og tage et langt bad. Så det vil jeg gøre...
Jeg skriver den egentlig mest for min egen skyld. Jeg synes faktisk at min fødsel var rædselsfuld på flere måder, og tror jeg har behov for at skrive forløbet ned, for at få det lidt mere ud af systemet. Lidt ligesom jeg et par gange har tvunget mig selv til at kigge på de billeder Lækkerkæresten har taget undervejs. Billeder som hver gang har givet mig tårer i øjnene. Og ikke kun af glæde.
Torsdag d. 7.maj var jeg 41 + 3 og havde tid på svangergangen til tjek. Jordemoderen derude skønnede ham til at være omkring 4000 g og mente at han var lige på trapperne. Alt så i hvert fald fint ud, og hun lavede en hindeløsning, for at sætte gang i tingene. Jeg fik endvidere tid til igangsættelse søndag morgen, men jordemoderen mente nu ikke at det ville blive nødvendigt.
Ganske rigtigt. Da vi kom hjem fra Hvidovre startede veerne omkring kl 10 om morgenen. I starten stille og roligt. De kom og gik og var ikke særlig kraftige. Hen på eftermiddagen var jeg nu ikke i tvivl om hvad der var i gang og omkring kl 18 var de regelmæssige med ca 8 min imellem. Aftenen og natten igennem fik jeg ikke sovet. Lækkerkæresten gik ind i seng og fik vist et par timer, men omkring kl 3 måtte jeg ind og vække ham. Derefter stod den på massage på lænden og moralsk støtte. Jeg gik også i bad og stod der vist i over en time. Kl 6 ringede jeg til fødegangen. Der var ca 2-3 min imellem veerne og jeg ville gerne lige tjekkes. Jeg fik dog at vide at jeg skulle vente nogle timer, for de havde hverken plads eller tid til mig. Okay... Jeg gik i bad igen og fik Lækkerkæresten til at stå og bruse mig på lænden i ca en time igen.
Kl 10 ringede jeg igen til fødegangen og sagde at nu kom jeg altså. Der var 1-2 min imellem veerne og de varede over et minut. Jeg fik at vide, at jeg da gerne måtte komme, men at jeg nok ville blive sendt hjem igen. På fødegangen kom vi ind på en undersøgelsesstue og blev tilset af en jordemoder og en jordemoderelev. Fik kørt en strimmel og blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig 2 cm. De sendte mig hjem igen med beskeden at intervallet mellem veerne var fint, men de skulle være kraftigere.
Vi tog hjem igen. Endnu et bad og lidt mad og så begyndte veerne rigtig at bide. I erkendelse af, at jeg nok ville blive sendt hjem igen, hvis jeg kom for tidligt, bed jeg tænderne samme og holdt ud. Kl 14.30 tog vi afsted igen. og denne gang tog vi tasken med ind, for nu kunne de lige vove på at sende mig hjem.
Vi kom ind på samme undersøgelsesstue og fik det lækre hospitalstøj på. Og så blev vi bedt om at vente, for der var vagtskifte. Efter næsten en time kom vores jordemoder ind. Vi havde i mellemtiden snakket om hvorvidt der mon fandtes mandlige jordemødre. Og om de i så fald hed jordefædre :o) Da det så banker på døren kommer der en mand og en kvinde ind. Kvinden var vores jordemoder og manden var en falckredder der skulle overvære en fødsel. Fint med mig.
Jeg ville gerne føde i vand, så efter en klyx gik vi ned i den anden ende af fødegangen hvor de gamle stuer var. Der havde de nemlig to stuer med fødebassiner.
Vores jordemoder hed Harriet og var helt fantastisk. Hun tog mig på den absolut bedste måde. Tilpas hård og tilpas omsorgsfuld på de rigtige tidspunkter. Falckredderen hed Carsten og var også rigtig god at have med. Noget af det som de begge gjorde, som vi ret godt kunne lide var, at de konsekvent kaldte vores søn for Storm i stedet for babyen el.l. I de timer de var der var bestemt de rareste.
Efter en snak om vandfødsler kom jeg i bassinet. Det var rigtig dejligt. Vandet gjorde ikke rigtig noget for mig under veerne, men det var nemmere at slappe af imellem veerne. Jeg havde nogle rigtig kraftige veer mens jeg lå i bassinet. Jeg lå i vandet i lidt over to timer og skulle så op og undersøges. På det tidspunkt skulle jeg ca åbne mig 1 cm i timen. Efter to en halv time havde jeg åbnet mig lige knap en halv cm. Det var simpelthen så demotiverende at få at vide! Jeg var lige ved at tude. På det tidspunkt havde jeg haft regelmæssige veer i 24 timer, og jeg var ved at være temmelig træt og smadret.
Harriet tog en seriøs snak med mig. Jeg havde to valgmuligheder.
Jeg kunne hoppe i vand igen og fortsætte som planlagt. Med den hastighed jeg åbnede mig på, skulle jeg regne med, at det ville tage 8-10 timer endnu, før jeg var helt åben.
Alternativt kunne jeg bede om en epidural blokade, men ville så ikke kunne føde i vand, da jeg skulle monitoreres. Jeg var så træt, så udmattet og så ked af det der. Jeg havde jo troet at jeg skulle føde i vand, men kunne simpelthen ikke overskue måske 10 timer mere, med veer der kun blev værre end de var der. Så jeg bad om en epidural. Så det en lille smule som en et nederlag, at min krop ikke bare kunne arte sig og gøre som den skulle, så jeg kunne føde i vand.
Jeg fik lagt drop og gjort klar til epiduralen og der blev tilkaldt en anæstæsilæge. Og så ventede vi. Veerne tog endnu mere til, og jeg gik så meget ind i mig selv, at jeg ikke rigtig registrerede meget andet end smerten. I flere perioder kunne Lækkerkæresten og Harriet ikke rigtig få kontakt med mig. Så fik vi at vide at den ene anæstæsilæge der var, var forsinket pga. et akut kejsersnit.
Vi endte med at vente i over 3 timer. De tre timer var så rædselsfulde. Beslutningen var taget og jeg ville bare have noget smertelindring. Prøvede lattergas men det hjalp ikke rigtig. Heller ikke ren ilt. Jeg kan slet ikke beskrive de tre timer, men for pokker... Sjovt var det ikke, vel!
Efter tre timer kom anæstæsilægen Kristian, og jeg ville ha giftet mig med ham på stedet, så glad blev jeg. Han lagde en fabelagtig epidural og i løbet af et par minutter var jeg fuldstændig smertefri. Jeg kunne se på graffen, at nu kom der en stor ve, men jeg kunne ikke mærke den overhovedet. Jeg blev nærmest mig selv igen og kunne både snakke og grine. Det var skønt. Elsker epidural!!! Elsker anæstæsilægen Kristian!! Følte i hvert fald ikke længere noget nederlag over at måtte få en epidural. Bare taknemmelighed.
Da først epiduralen fungerede, tog Harriet vandet. Mærkelig følelse, men udover det våde kunne jeg ikke rigtig mærke noget. Jeg kunne dog se på graffen at veerne tog til, og priste mig endnu en gang lykkelig for Kristian.
En time efter epiduralen måtte vi sige farvel til Harriet og Carsten. Deres vagt var slut og både de og vi var kede af at de ikke kunne være med til slut. Men i stedet sagde vi så goddag til vedrop og Katrine. Katrine var den nye jordemoder. Jeg ville hellere ha' haft Harriet... Katrine var rimelig hardcore. På den ikke-fede måde. Hun var meget effektiv og ikke særlig omsorgsfuld eller medfølende. Hun tog fx ikke hensyn til at jeg havde veer, men fortsatte ufortrødent undersøgelser, tryk på maven og samtaler med mig, når der kom en ve. Det kan man altså ikke! For det første har man slet ikke lyst til at blive moset ned i maven, når man har en kæmpeve, for det andet kan man sq da ikke svare på ligegyldige spørgsmål, når man mest har lyst til at kaste op af smerte! Hun virkede også lidt irriteret over at vi var helt nede i den anden ende, på de gamle fødestuer, så hun mente at vi skulle flyttes over til de nye. Det blev vi dog ikke. Vi var ikke i tvivl om at hun var dygtig... Lige der havde vi måske bare brug for lidt menneskelighed også...
Ca. halvanden time efter epiduralen, begyndte jeg igen at kunne mærke veerne. Katrine gav mig en "jordemoderbonus" som skulle booste epiduralen lidt, men den hjalp ikke rigtig. Så jeg gik i gang igen. Ret hurtigt kom pressetrangen og efter at have holdt den tilbage et stykke tid, fik jeg til sidst lov til at presse. Det gjorde jeg så. I over en time. Havde fået at vide at pressefasen ikke var så slem. Det er løgn. Det gør ondt at presse en unge ud af ens allerhelligeste! Meget ondt!!
Den sidste halve time af pressefasen var der konstant en børnelæge eller to til stede. Fattede ikke rigtig hvorfor på det tidspunkt, og var vist også ret ligeglad. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke længere havde kontrol over min krop. Jeg gik i krampe og kunne slet ikke styre nogle af mine bevægelser. Da Katrine kiggede mig dybt i øjnene og sagde at nu skulle han ud, kunne jeg sagtens forstå hende. Jeg kunne bare ikke styre min krop. Lækkerkæresten fortalte bagefter af børnelægen havde stået klar med sugekoppen. Der blev dog ikke behov for sugekoppen, for min krop fandt vist nogle ubrugte ressourcer. Da hovedet var ude, kiggede jeg ned og så hans krop komme ud. Og den blev bare ved og ved og ved! Katrines kommentar var: "Han er godt nok stor! Og sikke nogle store fødder!!" og så fik jeg ham op på maven.
Han var meget blå. Han bevægede sig, men der kom ikke en lyd fra ham. Han blev tørret og gnubbet og pustet på. Så kom der en smule rallelyde. Og så gik det pludselig stærkt igen. Navlestrengen blev klippet og han blev hevet over på en bord ved siden af. To børnelæger stod over ham og sugede. Lækkerkæresten stod ved min anden side og messede: "Skrig, skrig, skrig, skrig!". Jeg tror ikke at jeg var nervøs på det tidspunkt. Jeg kiggede bare over på min lille blå dreng. Jeg tror at jeg tænkte, at så længe han bevægede sig og så længe jeg kunne høre hans små rallende, gurglende lyde, så skulle det nok gå. Der gik næsten ti min før jeg fik ham over igen. Han havde fået suget en masse fostervand og var begyndt at trække vejret mere roligt. Det rallede og gurglede dog stadig noget. I mellemtiden havde jeg født moderkagen (men det opdagede jeg stort set ikke).
Normalt er det sådan, at når ungen er ude, holder smerterne op. Så er det slut. Men ikke her. Jeg var nemlig gået temmelig meget i stykker og skulle syes. Katrine lagde efter megen møje og besvær (og eder og forbandelser fra mig - tro mig, man har ikke lyst til at der bliver ravet og rodet mere dernede lige der!) en bedøvelse i den ene side. Så skulle hun bedøve den anden side, og så gik det galt. Hun kunne ikke finde stedet hun skulle stikke. Hun forsøgte adskillige gange og måtte så tilkalde en anden. Den anden jordemoder kunne heller ikke finde stedet. Hvilket betød at de måtte sy uden bedøvelse.
Vi lader billedet stå et øjeblik.
Efter en fødsel er man rimelig smadret dernede. Man har ikke lyst til andet end ro og is til hævelsen. Og man har i hvert fald ikke lyst til at blive syet uden bedøvelse! Jeg fik Storm op på maven og fik besked på at ligge stille, og så gik de ellers i gang. Det var taktisk rigtig klogt at give mig min søn. Dels for at distrahere mig lidt, og dels fordi det gjorde det meget sværere for mig at sparke Katrine mens jeg havde Storm i armene. Syet blev jeg og den oplevelse arbejder vi lidt på at glemme.
Fødestuen vi lå på, var smurt ind i blod, og vi glædede os til at komme op på barselsgangen og over i nogle rigtige senge. Kl var blevet ca 4.30 lørdag morgen. Vi ventede. Og ventede. Og ventede. Omkring kl 6 fik vi at vide, at der ikke var plads til os på barselsgangen, så vi ville få nogle senge ind på fødestuen så vi kunne sove lidt og så ville vi få en barselsstue lørdag formiddag.
Lørdag formiddag fik vi samme besked. Der var ikke plads, så vi skulle bare blive der på fødestuen.
Så vi lå på stuen hvor der stadig var blod overalt og kiggede over på det bord hvor han lå da de kæmpede med ham. Det var faktisk enormt traumatiserende og jeg ærgre mig så meget over at jeg ikke instisterede på at blive flyttet.
Søndag morgen kom Harriet fordi for at se Storm. Og da hun spurgte: "Har I tænkt jer at tage hjem i dag?" kiggede vi på hinanden og tænkte bare: "Ja!!". Vi tog hjem søndag eftermiddag, og det var fantastisk at komme hjem. Væk fra fødestuen.
Det er muligt at jeg fylder mere på på et tidspunkt når jeg føler lidt mere efter. Men lige nu har jeg mest lyst til at trykke Udgiv, og så gå ud og tage et langt bad. Så det vil jeg gøre...
Opslag
6 kommentarer:
Jeg sidder her og kan slet ikke forstå at vi har født det samme sted. Jeg kan (heldigvis) ikke genkende ventetiden, den manglende plads på barselsgangen osv. Det er sgu aldeles kritisabelt at I ikke blev flyttet væk fra fødegangen! Forstår virkelig godt at det har været vanvittigt ufedt at blive der ovenpå det seje forløb.
Tak fordi du har delt historien og tilykke med at du har fået skrevet det ned.
Da sundhedplejersken var hos os 3. gang sagde hun at besøget egentlig var et mor-besøg. Det var jeg ikke klar over på forhånd, så havde ikke nået at få tænkt over om der var noget jeg ville vende med hende omkring mig selv, fx. fødselsforløbet. Hvis det er gældende generelt at 3. besøg er mor-besøg, ved du det ihvertfald nu. Det gælder sgu om at få snakket sådan et forløb grundigt igennem med nogle som har lidt indsigt i hvad den slags oplevelser, som du har haft, gør ved en nybagt mor.
Godt at alt gik godt i sidste ende - det er trods alt det vigtigste! Og man har fået en erfaring og historie, som man vil huske for livet ;-)
Tak for beretningen. Jeg tror også, det er en god ide at skrive den slags ned. Og tale om det, med dem man nu kan lide at tale med den slags om. Selv "perfekte" fødsler er det rart at få bearbejdet.
Tillykke igen, med Storm. Han er jo klart det hele værd!
Tak for en god beretning. Det lyder som om, det har været en hård omgang, men godt, at det hele gik godt i sidste ende. Synes altså, at du er rimelig sej sådan at have det hele til at køre med amning og sådan, når du kun var på hospitalet i så kort tid!
Selv om vores fødselsforløb har været så forskellige, som det næsten kan lade sig gøre, sidder jeg alligevel her og genoplever min egen fødsel (minus smerterne!). Det ER da fantastisk, at noget, der gør så ondt, udmønter sig i et lillebitte menneske, som man vil gøre ALT for og mere til...
Gosh! Det er når jeg læser historier som din, at jeg er glad for at min unge ikke ville vende sig rigtigt og jeg var nød til at få kejsersnit. Altså, jeg synes heller ikke dét var den fedeste oplevelse, men i forhold til din, så var det jo det rene svir. Tillykke med din lille dreng, han ser rigtig lækker ud. :)
Hej, Sidder her og har lige læst om din fødsel. Har selv 3 børn, og har vist været forskånnet for en del kan jeg forstå. Kan godt forstå du har skrevet det ned, for det er vigtigt at få det bearbejdet.
Glæder mig at alt gik godt. Og håber du har mod på flere børn engang i fremtiden. De er jo trods alt det bedste ved livet.
Rigtig hjertelig tillykke med din Storm og rigtig hjertelig tillykke med at han har det godt. Jeg synes det lyder på din beretning som om du burde have en efterfødselssamtale med din jordemoder - det havde jeg dengang jeg fødte og det hjalp mig rigtig godt i bearbejdelsen af fødselsoplevelsen. Dels fordi jeg fik en forståelse for hvorfor tingene gik som de gik og hvorfor der blev handlet som der blev .... Som jeg fik at vide., så er det jo ikke fordi de keder sig at der er flere til stede ved fødslen men fordi de gerne vil være forberedt hvis baby kommer ud og har brug for hjælp. Jeg fik også at vide at ingen gider blive syet efter en fødsel men at det jo trods alt er for vores og ikke jordemoderens skyld at vi bliver syet igen hvis vi er gået i stykker. Efter at have talt med jordemoderen fik jeg mod på at skulle have et barn mere. Det har jeg nu fået og det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde fortalt at jeg var nervøs og ønskede oplysning om alt der foregik og det fik jeg. Jeg er evig lykkelig for at have fået to dejlige raske børn og ville på ingen måde være foruden den dejlige forløsning det er selv at føde et barn og få det op på maven helt ny og lækker. Held og lykke i fremtiden. Kh den lykkelige
Send en kommentar