Storm er faktisk ret vild med at være i bad. Her er han lige inden hormonknopperne gik bananas.
søndag den 31. maj 2009
Badebaby
Storm er faktisk ret vild med at være i bad. Her er han lige inden hormonknopperne gik bananas.
Om alder og udseende
Kierkegaard sagde at livet skal leves forfra men forståes bagfra. Storm har måske misforstået Kierkegaard lidt, for lige nu ser han ud til at leve livet bagfra. Da han kom til verden var han rynket som en gammel mand. Nu er han blevet lidt yngre at se på. Han har fået hormonknopper, så nu ligner han en teenager i fuld flor. Hvem ved - måske begynder han snart at ligne en baby...
Men siden han nu tydeligvis lever livet bagfra, mon han så forstår det forfra?
Men siden han nu tydeligvis lever livet bagfra, mon han så forstår det forfra?
torsdag den 28. maj 2009
Fødselsberetning
Okay, here we go. Nu går jeg i hvert fald i gang med at skrive min fødselsberetning, og i erkendelse af at det nok kommer til at tage lidt tid, regner jeg ikke med at den bliver færdig i dag.
Jeg skriver den egentlig mest for min egen skyld. Jeg synes faktisk at min fødsel var rædselsfuld på flere måder, og tror jeg har behov for at skrive forløbet ned, for at få det lidt mere ud af systemet. Lidt ligesom jeg et par gange har tvunget mig selv til at kigge på de billeder Lækkerkæresten har taget undervejs. Billeder som hver gang har givet mig tårer i øjnene. Og ikke kun af glæde.
Torsdag d. 7.maj var jeg 41 + 3 og havde tid på svangergangen til tjek. Jordemoderen derude skønnede ham til at være omkring 4000 g og mente at han var lige på trapperne. Alt så i hvert fald fint ud, og hun lavede en hindeløsning, for at sætte gang i tingene. Jeg fik endvidere tid til igangsættelse søndag morgen, men jordemoderen mente nu ikke at det ville blive nødvendigt.
Ganske rigtigt. Da vi kom hjem fra Hvidovre startede veerne omkring kl 10 om morgenen. I starten stille og roligt. De kom og gik og var ikke særlig kraftige. Hen på eftermiddagen var jeg nu ikke i tvivl om hvad der var i gang og omkring kl 18 var de regelmæssige med ca 8 min imellem. Aftenen og natten igennem fik jeg ikke sovet. Lækkerkæresten gik ind i seng og fik vist et par timer, men omkring kl 3 måtte jeg ind og vække ham. Derefter stod den på massage på lænden og moralsk støtte. Jeg gik også i bad og stod der vist i over en time. Kl 6 ringede jeg til fødegangen. Der var ca 2-3 min imellem veerne og jeg ville gerne lige tjekkes. Jeg fik dog at vide at jeg skulle vente nogle timer, for de havde hverken plads eller tid til mig. Okay... Jeg gik i bad igen og fik Lækkerkæresten til at stå og bruse mig på lænden i ca en time igen.
Kl 10 ringede jeg igen til fødegangen og sagde at nu kom jeg altså. Der var 1-2 min imellem veerne og de varede over et minut. Jeg fik at vide, at jeg da gerne måtte komme, men at jeg nok ville blive sendt hjem igen. På fødegangen kom vi ind på en undersøgelsesstue og blev tilset af en jordemoder og en jordemoderelev. Fik kørt en strimmel og blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig 2 cm. De sendte mig hjem igen med beskeden at intervallet mellem veerne var fint, men de skulle være kraftigere.
Vi tog hjem igen. Endnu et bad og lidt mad og så begyndte veerne rigtig at bide. I erkendelse af, at jeg nok ville blive sendt hjem igen, hvis jeg kom for tidligt, bed jeg tænderne samme og holdt ud. Kl 14.30 tog vi afsted igen. og denne gang tog vi tasken med ind, for nu kunne de lige vove på at sende mig hjem.
Vi kom ind på samme undersøgelsesstue og fik det lækre hospitalstøj på. Og så blev vi bedt om at vente, for der var vagtskifte. Efter næsten en time kom vores jordemoder ind. Vi havde i mellemtiden snakket om hvorvidt der mon fandtes mandlige jordemødre. Og om de i så fald hed jordefædre :o) Da det så banker på døren kommer der en mand og en kvinde ind. Kvinden var vores jordemoder og manden var en falckredder der skulle overvære en fødsel. Fint med mig.
Jeg ville gerne føde i vand, så efter en klyx gik vi ned i den anden ende af fødegangen hvor de gamle stuer var. Der havde de nemlig to stuer med fødebassiner.
Vores jordemoder hed Harriet og var helt fantastisk. Hun tog mig på den absolut bedste måde. Tilpas hård og tilpas omsorgsfuld på de rigtige tidspunkter. Falckredderen hed Carsten og var også rigtig god at have med. Noget af det som de begge gjorde, som vi ret godt kunne lide var, at de konsekvent kaldte vores søn for Storm i stedet for babyen el.l. I de timer de var der var bestemt de rareste.
Efter en snak om vandfødsler kom jeg i bassinet. Det var rigtig dejligt. Vandet gjorde ikke rigtig noget for mig under veerne, men det var nemmere at slappe af imellem veerne. Jeg havde nogle rigtig kraftige veer mens jeg lå i bassinet. Jeg lå i vandet i lidt over to timer og skulle så op og undersøges. På det tidspunkt skulle jeg ca åbne mig 1 cm i timen. Efter to en halv time havde jeg åbnet mig lige knap en halv cm. Det var simpelthen så demotiverende at få at vide! Jeg var lige ved at tude. På det tidspunkt havde jeg haft regelmæssige veer i 24 timer, og jeg var ved at være temmelig træt og smadret.
Harriet tog en seriøs snak med mig. Jeg havde to valgmuligheder.
Jeg kunne hoppe i vand igen og fortsætte som planlagt. Med den hastighed jeg åbnede mig på, skulle jeg regne med, at det ville tage 8-10 timer endnu, før jeg var helt åben.
Alternativt kunne jeg bede om en epidural blokade, men ville så ikke kunne føde i vand, da jeg skulle monitoreres. Jeg var så træt, så udmattet og så ked af det der. Jeg havde jo troet at jeg skulle føde i vand, men kunne simpelthen ikke overskue måske 10 timer mere, med veer der kun blev værre end de var der. Så jeg bad om en epidural. Så det en lille smule som en et nederlag, at min krop ikke bare kunne arte sig og gøre som den skulle, så jeg kunne føde i vand.
Jeg fik lagt drop og gjort klar til epiduralen og der blev tilkaldt en anæstæsilæge. Og så ventede vi. Veerne tog endnu mere til, og jeg gik så meget ind i mig selv, at jeg ikke rigtig registrerede meget andet end smerten. I flere perioder kunne Lækkerkæresten og Harriet ikke rigtig få kontakt med mig. Så fik vi at vide at den ene anæstæsilæge der var, var forsinket pga. et akut kejsersnit.
Vi endte med at vente i over 3 timer. De tre timer var så rædselsfulde. Beslutningen var taget og jeg ville bare have noget smertelindring. Prøvede lattergas men det hjalp ikke rigtig. Heller ikke ren ilt. Jeg kan slet ikke beskrive de tre timer, men for pokker... Sjovt var det ikke, vel!
Efter tre timer kom anæstæsilægen Kristian, og jeg ville ha giftet mig med ham på stedet, så glad blev jeg. Han lagde en fabelagtig epidural og i løbet af et par minutter var jeg fuldstændig smertefri. Jeg kunne se på graffen, at nu kom der en stor ve, men jeg kunne ikke mærke den overhovedet. Jeg blev nærmest mig selv igen og kunne både snakke og grine. Det var skønt. Elsker epidural!!! Elsker anæstæsilægen Kristian!! Følte i hvert fald ikke længere noget nederlag over at måtte få en epidural. Bare taknemmelighed.
Da først epiduralen fungerede, tog Harriet vandet. Mærkelig følelse, men udover det våde kunne jeg ikke rigtig mærke noget. Jeg kunne dog se på graffen at veerne tog til, og priste mig endnu en gang lykkelig for Kristian.
En time efter epiduralen måtte vi sige farvel til Harriet og Carsten. Deres vagt var slut og både de og vi var kede af at de ikke kunne være med til slut. Men i stedet sagde vi så goddag til vedrop og Katrine. Katrine var den nye jordemoder. Jeg ville hellere ha' haft Harriet... Katrine var rimelig hardcore. På den ikke-fede måde. Hun var meget effektiv og ikke særlig omsorgsfuld eller medfølende. Hun tog fx ikke hensyn til at jeg havde veer, men fortsatte ufortrødent undersøgelser, tryk på maven og samtaler med mig, når der kom en ve. Det kan man altså ikke! For det første har man slet ikke lyst til at blive moset ned i maven, når man har en kæmpeve, for det andet kan man sq da ikke svare på ligegyldige spørgsmål, når man mest har lyst til at kaste op af smerte! Hun virkede også lidt irriteret over at vi var helt nede i den anden ende, på de gamle fødestuer, så hun mente at vi skulle flyttes over til de nye. Det blev vi dog ikke. Vi var ikke i tvivl om at hun var dygtig... Lige der havde vi måske bare brug for lidt menneskelighed også...
Ca. halvanden time efter epiduralen, begyndte jeg igen at kunne mærke veerne. Katrine gav mig en "jordemoderbonus" som skulle booste epiduralen lidt, men den hjalp ikke rigtig. Så jeg gik i gang igen. Ret hurtigt kom pressetrangen og efter at have holdt den tilbage et stykke tid, fik jeg til sidst lov til at presse. Det gjorde jeg så. I over en time. Havde fået at vide at pressefasen ikke var så slem. Det er løgn. Det gør ondt at presse en unge ud af ens allerhelligeste! Meget ondt!!
Den sidste halve time af pressefasen var der konstant en børnelæge eller to til stede. Fattede ikke rigtig hvorfor på det tidspunkt, og var vist også ret ligeglad. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke længere havde kontrol over min krop. Jeg gik i krampe og kunne slet ikke styre nogle af mine bevægelser. Da Katrine kiggede mig dybt i øjnene og sagde at nu skulle han ud, kunne jeg sagtens forstå hende. Jeg kunne bare ikke styre min krop. Lækkerkæresten fortalte bagefter af børnelægen havde stået klar med sugekoppen. Der blev dog ikke behov for sugekoppen, for min krop fandt vist nogle ubrugte ressourcer. Da hovedet var ude, kiggede jeg ned og så hans krop komme ud. Og den blev bare ved og ved og ved! Katrines kommentar var: "Han er godt nok stor! Og sikke nogle store fødder!!" og så fik jeg ham op på maven.
Han var meget blå. Han bevægede sig, men der kom ikke en lyd fra ham. Han blev tørret og gnubbet og pustet på. Så kom der en smule rallelyde. Og så gik det pludselig stærkt igen. Navlestrengen blev klippet og han blev hevet over på en bord ved siden af. To børnelæger stod over ham og sugede. Lækkerkæresten stod ved min anden side og messede: "Skrig, skrig, skrig, skrig!". Jeg tror ikke at jeg var nervøs på det tidspunkt. Jeg kiggede bare over på min lille blå dreng. Jeg tror at jeg tænkte, at så længe han bevægede sig og så længe jeg kunne høre hans små rallende, gurglende lyde, så skulle det nok gå. Der gik næsten ti min før jeg fik ham over igen. Han havde fået suget en masse fostervand og var begyndt at trække vejret mere roligt. Det rallede og gurglede dog stadig noget. I mellemtiden havde jeg født moderkagen (men det opdagede jeg stort set ikke).
Normalt er det sådan, at når ungen er ude, holder smerterne op. Så er det slut. Men ikke her. Jeg var nemlig gået temmelig meget i stykker og skulle syes. Katrine lagde efter megen møje og besvær (og eder og forbandelser fra mig - tro mig, man har ikke lyst til at der bliver ravet og rodet mere dernede lige der!) en bedøvelse i den ene side. Så skulle hun bedøve den anden side, og så gik det galt. Hun kunne ikke finde stedet hun skulle stikke. Hun forsøgte adskillige gange og måtte så tilkalde en anden. Den anden jordemoder kunne heller ikke finde stedet. Hvilket betød at de måtte sy uden bedøvelse.
Vi lader billedet stå et øjeblik.
Efter en fødsel er man rimelig smadret dernede. Man har ikke lyst til andet end ro og is til hævelsen. Og man har i hvert fald ikke lyst til at blive syet uden bedøvelse! Jeg fik Storm op på maven og fik besked på at ligge stille, og så gik de ellers i gang. Det var taktisk rigtig klogt at give mig min søn. Dels for at distrahere mig lidt, og dels fordi det gjorde det meget sværere for mig at sparke Katrine mens jeg havde Storm i armene. Syet blev jeg og den oplevelse arbejder vi lidt på at glemme.
Fødestuen vi lå på, var smurt ind i blod, og vi glædede os til at komme op på barselsgangen og over i nogle rigtige senge. Kl var blevet ca 4.30 lørdag morgen. Vi ventede. Og ventede. Og ventede. Omkring kl 6 fik vi at vide, at der ikke var plads til os på barselsgangen, så vi ville få nogle senge ind på fødestuen så vi kunne sove lidt og så ville vi få en barselsstue lørdag formiddag.
Lørdag formiddag fik vi samme besked. Der var ikke plads, så vi skulle bare blive der på fødestuen.
Så vi lå på stuen hvor der stadig var blod overalt og kiggede over på det bord hvor han lå da de kæmpede med ham. Det var faktisk enormt traumatiserende og jeg ærgre mig så meget over at jeg ikke instisterede på at blive flyttet.
Søndag morgen kom Harriet fordi for at se Storm. Og da hun spurgte: "Har I tænkt jer at tage hjem i dag?" kiggede vi på hinanden og tænkte bare: "Ja!!". Vi tog hjem søndag eftermiddag, og det var fantastisk at komme hjem. Væk fra fødestuen.
Det er muligt at jeg fylder mere på på et tidspunkt når jeg føler lidt mere efter. Men lige nu har jeg mest lyst til at trykke Udgiv, og så gå ud og tage et langt bad. Så det vil jeg gøre...
Jeg skriver den egentlig mest for min egen skyld. Jeg synes faktisk at min fødsel var rædselsfuld på flere måder, og tror jeg har behov for at skrive forløbet ned, for at få det lidt mere ud af systemet. Lidt ligesom jeg et par gange har tvunget mig selv til at kigge på de billeder Lækkerkæresten har taget undervejs. Billeder som hver gang har givet mig tårer i øjnene. Og ikke kun af glæde.
Torsdag d. 7.maj var jeg 41 + 3 og havde tid på svangergangen til tjek. Jordemoderen derude skønnede ham til at være omkring 4000 g og mente at han var lige på trapperne. Alt så i hvert fald fint ud, og hun lavede en hindeløsning, for at sætte gang i tingene. Jeg fik endvidere tid til igangsættelse søndag morgen, men jordemoderen mente nu ikke at det ville blive nødvendigt.
Ganske rigtigt. Da vi kom hjem fra Hvidovre startede veerne omkring kl 10 om morgenen. I starten stille og roligt. De kom og gik og var ikke særlig kraftige. Hen på eftermiddagen var jeg nu ikke i tvivl om hvad der var i gang og omkring kl 18 var de regelmæssige med ca 8 min imellem. Aftenen og natten igennem fik jeg ikke sovet. Lækkerkæresten gik ind i seng og fik vist et par timer, men omkring kl 3 måtte jeg ind og vække ham. Derefter stod den på massage på lænden og moralsk støtte. Jeg gik også i bad og stod der vist i over en time. Kl 6 ringede jeg til fødegangen. Der var ca 2-3 min imellem veerne og jeg ville gerne lige tjekkes. Jeg fik dog at vide at jeg skulle vente nogle timer, for de havde hverken plads eller tid til mig. Okay... Jeg gik i bad igen og fik Lækkerkæresten til at stå og bruse mig på lænden i ca en time igen.
Kl 10 ringede jeg igen til fødegangen og sagde at nu kom jeg altså. Der var 1-2 min imellem veerne og de varede over et minut. Jeg fik at vide, at jeg da gerne måtte komme, men at jeg nok ville blive sendt hjem igen. På fødegangen kom vi ind på en undersøgelsesstue og blev tilset af en jordemoder og en jordemoderelev. Fik kørt en strimmel og blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig 2 cm. De sendte mig hjem igen med beskeden at intervallet mellem veerne var fint, men de skulle være kraftigere.
Vi tog hjem igen. Endnu et bad og lidt mad og så begyndte veerne rigtig at bide. I erkendelse af, at jeg nok ville blive sendt hjem igen, hvis jeg kom for tidligt, bed jeg tænderne samme og holdt ud. Kl 14.30 tog vi afsted igen. og denne gang tog vi tasken med ind, for nu kunne de lige vove på at sende mig hjem.
Vi kom ind på samme undersøgelsesstue og fik det lækre hospitalstøj på. Og så blev vi bedt om at vente, for der var vagtskifte. Efter næsten en time kom vores jordemoder ind. Vi havde i mellemtiden snakket om hvorvidt der mon fandtes mandlige jordemødre. Og om de i så fald hed jordefædre :o) Da det så banker på døren kommer der en mand og en kvinde ind. Kvinden var vores jordemoder og manden var en falckredder der skulle overvære en fødsel. Fint med mig.
Jeg ville gerne føde i vand, så efter en klyx gik vi ned i den anden ende af fødegangen hvor de gamle stuer var. Der havde de nemlig to stuer med fødebassiner.
Vores jordemoder hed Harriet og var helt fantastisk. Hun tog mig på den absolut bedste måde. Tilpas hård og tilpas omsorgsfuld på de rigtige tidspunkter. Falckredderen hed Carsten og var også rigtig god at have med. Noget af det som de begge gjorde, som vi ret godt kunne lide var, at de konsekvent kaldte vores søn for Storm i stedet for babyen el.l. I de timer de var der var bestemt de rareste.
Efter en snak om vandfødsler kom jeg i bassinet. Det var rigtig dejligt. Vandet gjorde ikke rigtig noget for mig under veerne, men det var nemmere at slappe af imellem veerne. Jeg havde nogle rigtig kraftige veer mens jeg lå i bassinet. Jeg lå i vandet i lidt over to timer og skulle så op og undersøges. På det tidspunkt skulle jeg ca åbne mig 1 cm i timen. Efter to en halv time havde jeg åbnet mig lige knap en halv cm. Det var simpelthen så demotiverende at få at vide! Jeg var lige ved at tude. På det tidspunkt havde jeg haft regelmæssige veer i 24 timer, og jeg var ved at være temmelig træt og smadret.
Harriet tog en seriøs snak med mig. Jeg havde to valgmuligheder.
Jeg kunne hoppe i vand igen og fortsætte som planlagt. Med den hastighed jeg åbnede mig på, skulle jeg regne med, at det ville tage 8-10 timer endnu, før jeg var helt åben.
Alternativt kunne jeg bede om en epidural blokade, men ville så ikke kunne føde i vand, da jeg skulle monitoreres. Jeg var så træt, så udmattet og så ked af det der. Jeg havde jo troet at jeg skulle føde i vand, men kunne simpelthen ikke overskue måske 10 timer mere, med veer der kun blev værre end de var der. Så jeg bad om en epidural. Så det en lille smule som en et nederlag, at min krop ikke bare kunne arte sig og gøre som den skulle, så jeg kunne føde i vand.
Jeg fik lagt drop og gjort klar til epiduralen og der blev tilkaldt en anæstæsilæge. Og så ventede vi. Veerne tog endnu mere til, og jeg gik så meget ind i mig selv, at jeg ikke rigtig registrerede meget andet end smerten. I flere perioder kunne Lækkerkæresten og Harriet ikke rigtig få kontakt med mig. Så fik vi at vide at den ene anæstæsilæge der var, var forsinket pga. et akut kejsersnit.
Vi endte med at vente i over 3 timer. De tre timer var så rædselsfulde. Beslutningen var taget og jeg ville bare have noget smertelindring. Prøvede lattergas men det hjalp ikke rigtig. Heller ikke ren ilt. Jeg kan slet ikke beskrive de tre timer, men for pokker... Sjovt var det ikke, vel!
Efter tre timer kom anæstæsilægen Kristian, og jeg ville ha giftet mig med ham på stedet, så glad blev jeg. Han lagde en fabelagtig epidural og i løbet af et par minutter var jeg fuldstændig smertefri. Jeg kunne se på graffen, at nu kom der en stor ve, men jeg kunne ikke mærke den overhovedet. Jeg blev nærmest mig selv igen og kunne både snakke og grine. Det var skønt. Elsker epidural!!! Elsker anæstæsilægen Kristian!! Følte i hvert fald ikke længere noget nederlag over at måtte få en epidural. Bare taknemmelighed.
Da først epiduralen fungerede, tog Harriet vandet. Mærkelig følelse, men udover det våde kunne jeg ikke rigtig mærke noget. Jeg kunne dog se på graffen at veerne tog til, og priste mig endnu en gang lykkelig for Kristian.
En time efter epiduralen måtte vi sige farvel til Harriet og Carsten. Deres vagt var slut og både de og vi var kede af at de ikke kunne være med til slut. Men i stedet sagde vi så goddag til vedrop og Katrine. Katrine var den nye jordemoder. Jeg ville hellere ha' haft Harriet... Katrine var rimelig hardcore. På den ikke-fede måde. Hun var meget effektiv og ikke særlig omsorgsfuld eller medfølende. Hun tog fx ikke hensyn til at jeg havde veer, men fortsatte ufortrødent undersøgelser, tryk på maven og samtaler med mig, når der kom en ve. Det kan man altså ikke! For det første har man slet ikke lyst til at blive moset ned i maven, når man har en kæmpeve, for det andet kan man sq da ikke svare på ligegyldige spørgsmål, når man mest har lyst til at kaste op af smerte! Hun virkede også lidt irriteret over at vi var helt nede i den anden ende, på de gamle fødestuer, så hun mente at vi skulle flyttes over til de nye. Det blev vi dog ikke. Vi var ikke i tvivl om at hun var dygtig... Lige der havde vi måske bare brug for lidt menneskelighed også...
Ca. halvanden time efter epiduralen, begyndte jeg igen at kunne mærke veerne. Katrine gav mig en "jordemoderbonus" som skulle booste epiduralen lidt, men den hjalp ikke rigtig. Så jeg gik i gang igen. Ret hurtigt kom pressetrangen og efter at have holdt den tilbage et stykke tid, fik jeg til sidst lov til at presse. Det gjorde jeg så. I over en time. Havde fået at vide at pressefasen ikke var så slem. Det er løgn. Det gør ondt at presse en unge ud af ens allerhelligeste! Meget ondt!!
Den sidste halve time af pressefasen var der konstant en børnelæge eller to til stede. Fattede ikke rigtig hvorfor på det tidspunkt, og var vist også ret ligeglad. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke længere havde kontrol over min krop. Jeg gik i krampe og kunne slet ikke styre nogle af mine bevægelser. Da Katrine kiggede mig dybt i øjnene og sagde at nu skulle han ud, kunne jeg sagtens forstå hende. Jeg kunne bare ikke styre min krop. Lækkerkæresten fortalte bagefter af børnelægen havde stået klar med sugekoppen. Der blev dog ikke behov for sugekoppen, for min krop fandt vist nogle ubrugte ressourcer. Da hovedet var ude, kiggede jeg ned og så hans krop komme ud. Og den blev bare ved og ved og ved! Katrines kommentar var: "Han er godt nok stor! Og sikke nogle store fødder!!" og så fik jeg ham op på maven.
Han var meget blå. Han bevægede sig, men der kom ikke en lyd fra ham. Han blev tørret og gnubbet og pustet på. Så kom der en smule rallelyde. Og så gik det pludselig stærkt igen. Navlestrengen blev klippet og han blev hevet over på en bord ved siden af. To børnelæger stod over ham og sugede. Lækkerkæresten stod ved min anden side og messede: "Skrig, skrig, skrig, skrig!". Jeg tror ikke at jeg var nervøs på det tidspunkt. Jeg kiggede bare over på min lille blå dreng. Jeg tror at jeg tænkte, at så længe han bevægede sig og så længe jeg kunne høre hans små rallende, gurglende lyde, så skulle det nok gå. Der gik næsten ti min før jeg fik ham over igen. Han havde fået suget en masse fostervand og var begyndt at trække vejret mere roligt. Det rallede og gurglede dog stadig noget. I mellemtiden havde jeg født moderkagen (men det opdagede jeg stort set ikke).
Normalt er det sådan, at når ungen er ude, holder smerterne op. Så er det slut. Men ikke her. Jeg var nemlig gået temmelig meget i stykker og skulle syes. Katrine lagde efter megen møje og besvær (og eder og forbandelser fra mig - tro mig, man har ikke lyst til at der bliver ravet og rodet mere dernede lige der!) en bedøvelse i den ene side. Så skulle hun bedøve den anden side, og så gik det galt. Hun kunne ikke finde stedet hun skulle stikke. Hun forsøgte adskillige gange og måtte så tilkalde en anden. Den anden jordemoder kunne heller ikke finde stedet. Hvilket betød at de måtte sy uden bedøvelse.
Vi lader billedet stå et øjeblik.
Efter en fødsel er man rimelig smadret dernede. Man har ikke lyst til andet end ro og is til hævelsen. Og man har i hvert fald ikke lyst til at blive syet uden bedøvelse! Jeg fik Storm op på maven og fik besked på at ligge stille, og så gik de ellers i gang. Det var taktisk rigtig klogt at give mig min søn. Dels for at distrahere mig lidt, og dels fordi det gjorde det meget sværere for mig at sparke Katrine mens jeg havde Storm i armene. Syet blev jeg og den oplevelse arbejder vi lidt på at glemme.
Fødestuen vi lå på, var smurt ind i blod, og vi glædede os til at komme op på barselsgangen og over i nogle rigtige senge. Kl var blevet ca 4.30 lørdag morgen. Vi ventede. Og ventede. Og ventede. Omkring kl 6 fik vi at vide, at der ikke var plads til os på barselsgangen, så vi ville få nogle senge ind på fødestuen så vi kunne sove lidt og så ville vi få en barselsstue lørdag formiddag.
Lørdag formiddag fik vi samme besked. Der var ikke plads, så vi skulle bare blive der på fødestuen.
Så vi lå på stuen hvor der stadig var blod overalt og kiggede over på det bord hvor han lå da de kæmpede med ham. Det var faktisk enormt traumatiserende og jeg ærgre mig så meget over at jeg ikke instisterede på at blive flyttet.
Søndag morgen kom Harriet fordi for at se Storm. Og da hun spurgte: "Har I tænkt jer at tage hjem i dag?" kiggede vi på hinanden og tænkte bare: "Ja!!". Vi tog hjem søndag eftermiddag, og det var fantastisk at komme hjem. Væk fra fødestuen.
Det er muligt at jeg fylder mere på på et tidspunkt når jeg føler lidt mere efter. Men lige nu har jeg mest lyst til at trykke Udgiv, og så gå ud og tage et langt bad. Så det vil jeg gøre...
onsdag den 27. maj 2009
Tiden
Tiden går. Det er som om bloggen bliver nedprioriteret en smule disse dage.
Storm sover ret godt om natten, til gengæld er han vågen om dagen. Når han endelig sover, er det som regel en lur, praktiske ting el.l. som bliver prioriteret. Jeg, der tidligere tjekkede mail ca en gang i minuttet, har nu ulæste mails der er flere dage gamle. Til gengæld kender jeg hvert hår på min søns hovede og kan efterhånden oversætte hvert lille grynt han laver :) Og mon ikke det er sådan det skal være? Jeg nyder i hvert fald livet.
Storm sover ret godt om natten, til gengæld er han vågen om dagen. Når han endelig sover, er det som regel en lur, praktiske ting el.l. som bliver prioriteret. Jeg, der tidligere tjekkede mail ca en gang i minuttet, har nu ulæste mails der er flere dage gamle. Til gengæld kender jeg hvert hår på min søns hovede og kan efterhånden oversætte hvert lille grynt han laver :) Og mon ikke det er sådan det skal være? Jeg nyder i hvert fald livet.
torsdag den 21. maj 2009
Andemor
tirsdag den 19. maj 2009
Hvor dum og naiv er man så?
Jeg trængte seriøst til at få sovet lidt i dag. Hård nat og alt det der. Så Lækkerkæresten foreslog at han kunne trille en tur med Storm, så jeg kunne få lidt shuteye. Lød som en god ide, og of they went.
Var en dårlig ide!!!! Føles jo som om jeg har fået revet hjertet ud! Han kan da ikke bare gå med mit barn! Har skrevet sms om at han skal komme tilbage med det samme! Og hvis han overvejer at kidnappe vores barn, finder jeg ham og slår ham ihjel. Jeg mener det! Hvis ikke han leverer mit barn tilbage NU begår jeg mord. Da skideligeglad med at det også er hans barn. Storm er MIN og han skal være hos mig. Kom så med ham!
Det her indlæg er i øvrigt skrevet mens jeg stortuder fordi jeg savner min søn så meget...
Var en dårlig ide!!!! Føles jo som om jeg har fået revet hjertet ud! Han kan da ikke bare gå med mit barn! Har skrevet sms om at han skal komme tilbage med det samme! Og hvis han overvejer at kidnappe vores barn, finder jeg ham og slår ham ihjel. Jeg mener det! Hvis ikke han leverer mit barn tilbage NU begår jeg mord. Da skideligeglad med at det også er hans barn. Storm er MIN og han skal være hos mig. Kom så med ham!
Det her indlæg er i øvrigt skrevet mens jeg stortuder fordi jeg savner min søn så meget...
lørdag den 16. maj 2009
Afstemning og præmie
For lidt over en uge siden lagde jeg en afstemning ud, om hvornår jeg ville føde. 5 stemte på at det ville blive lørdag (som det jo blev), men kun to har skrevet i kommentarfeltet, så lodtrækningen stod mellem Alice og Randi. Og Randi; tillykke! Du har vundet en æske darjlig chokolade :o) Smid mig lige en mail med din adresse, så sender jeg den i næste uge.
1 uge
I dag er Storm en uge gammel. Det er slet ikke til at fatte. Jeg synes at det er en evighed siden, at jeg lå der på hospitalet i ulidelige smerter. Og apropos ulidelige smerter, så er det muligt at jeg kommer til at lave et fødselsindlæg på et tidspunkt. Forestiller mi,g at det er en god måde at bearbejde forløbet lidt. Og lad os bare være ærlige og sige at det ikke just var min drømmefødsel og at det nok kræver lidt bearbejdning. På et tidspunkt...
Okay, vi kom fra at ham den lille lækre er en uge gammel i dag. Og det har været en skøn uge. Og slet ikke så hårdt som jeg havde frygtet. Storm er en super sød og nem baby. Han har vist endnu ikke grædt og er nem at aflæse. Om natten er jeg oppe en enkelt eller to gange. Amningen kører bare. I det hele taget har vi overraskende meget overskud. Selvfølgelig er vi trætte og overvældet. Det er vildt at skulle vænne sig til tanken om at han er vores, at vi har en søn.
Han er en lille kraftkarl. Han har fra day 1 løftet hovedet og kigget sig omkring. Han suger så hårdt at man snildt kan miste en finger (eller brystvorte) hvis man ikke passer på. Og så er han ved at blive en lille tyksak. Sundhedsplejersken var her i torsdags, og på 6 dage har han taget 200 g på. I onsdags voksede han definitivt ud af str 56, og vi har i dag været ude for at købe noget mere tøj i str 62.
Okay, vi kom fra at ham den lille lækre er en uge gammel i dag. Og det har været en skøn uge. Og slet ikke så hårdt som jeg havde frygtet. Storm er en super sød og nem baby. Han har vist endnu ikke grædt og er nem at aflæse. Om natten er jeg oppe en enkelt eller to gange. Amningen kører bare. I det hele taget har vi overraskende meget overskud. Selvfølgelig er vi trætte og overvældet. Det er vildt at skulle vænne sig til tanken om at han er vores, at vi har en søn.
Han er en lille kraftkarl. Han har fra day 1 løftet hovedet og kigget sig omkring. Han suger så hårdt at man snildt kan miste en finger (eller brystvorte) hvis man ikke passer på. Og så er han ved at blive en lille tyksak. Sundhedsplejersken var her i torsdags, og på 6 dage har han taget 200 g på. I onsdags voksede han definitivt ud af str 56, og vi har i dag været ude for at købe noget mere tøj i str 62.
tirsdag den 12. maj 2009
mandag den 11. maj 2009
søndag den 10. maj 2009
Storm
lørdag den 9. maj 2009
Endelig!
I nat kl 3 kom vores søn Storm endelig til verden. Det var en psykohård fødsel der varede 33 timer, men han er den smukkeste og sødeste lille dreng, så det var naturligvis det hele værd :) Vi har endnu ikke sovet så kører nu på 3. døgn. Så mon ikke en lur snart er på sin plads :)
Billeder følger senere.
Billeder følger senere.
onsdag den 6. maj 2009
Hvornår?
Har lavet en afstemning. Tror jeg... Lige nu ser den ikke ud til at virke... Men lad mig høre nogle bud. Hvornår føder jeg?
Har ikke født endnu...
Jeg er nu gået 9 dage over tid. Tror han bliver den store verdenssensation: Baby der blev derinde...
søndag den 3. maj 2009
Designer Forum
lørdag den 2. maj 2009
Woohoo!!!
Jeg fandt den sødeste lille Pacman baby, så nu skal der indrettes terrarie :o) Han er bare så sød og flot! Smider et billede af ham senere :o)
Og nej. Har stadig ikke født :o)
Og nej. Har stadig ikke født :o)
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
