mandag den 3. november 2008

Frygtelig lykkelig

I går trængte vi til at fejre lidt, og da jeg ikke ville få meget ud af en flaske champagne besluttede vi at tage i biffen. Titlen Frygtelig lykkelig passede ret godt til vores humør, så den snuppede vi :o)

Dén er virkelig seværdig! Virkelig, virkelig god film! Rettighederne er vist blevet solgt til Hollywood, og med den rette instruktør kunne det blive en rigtig god version. Jeg sad i hvert fald og blev meget mindet om No country for old men. Som i øvrigt også er en fed film :o)

En ny uge truer og den står på nye klienter, masser af arbejde, en del sociale arrangementer og et Elvisshow :o)

søndag den 2. november 2008

Gør det sq!

Vi var ude og se den store lejlighed i går.

Og den var for vild! Kæmpestor, lidt kaotisk, men hamrende hyggelig og vildt charmerende. Ligger på en typisk Frederiksberggade med store, gamle, flotte træer og smukke huse. Helt nyt køkken. Fritlagte spær på øverste etage. Sydvendt tagterrasse. Plads til egen praksis i nederste etage, når den værste amning er overstået :o) Plads nok til adskillige børn :o) Plads nok til Lækkerkærestens musik :o) Plads nok til det hele.

Da vi kom hjem gik vi og tænkte. For på en eller anden måde er det også en lidt vemodig beslutning at tage. På en eller anden måde føler vi begge at vi ikke er helt færdig med at bo her. Det har været vores første fælles hjem og vi har virkelig elsket at bo her. Denne her lejlighed har været perfekt for os som par. Men den anden lejlighed er perfekt for os som familie :o)

Så for lidt siden ringede jeg og sagde at vi gerne ville have den. Fangede ham på vej i lufthavnen, så han sagde at han lige ville skrive en mail til mig senere. Selv om huslejen i forvejen er ret billig, vil vi prøve at presse den lidt. Ved ikke om det er realistisk, men nu prøver vi.


Puha... man bliver lidt rundt på gulvet af at tage den slags store beslutninger.

Så er det godt at man om en halv time kan læne sig tilbage og nyde sin yndlings mediedarling kloge sig på nationalt tv.