torsdag den 12. marts 2009

Redebygger

Som det vel er alment kendt (og som man kan se på alle de blogs skrevet af gravide), begynder man på et tidspunkt på det der redebygger-noget. Nogle strikker, andre syr, andre igen maler smukke billeder til podernes værelse.

Det gør jeg ikke.

Jeg er nemlig ikke en skid kreativ i den retning.


Jeg bager. Big time! Bager konstant boller og kager (gider ikke det sunde noget med rugbrød osv). I dag står den på spinatboller, gulerodskage, cookies og hindbærcupcakes.
Undskyldning: Lækkerkæresten skal i sommerhus med drengene og jeg har lovet at lave lidt lækkert de kan få med.
OG (jeg har nemlig flere undskyldninger for al den bagning) min søster kommer lørdag til SATC marathon. Og den slags kræver jo cupcakes - det ved enhver.

Lækkerkæresten synes det er pragtfuldt med denne husmodertrang (og det gør hans kollegaer vist også). Men han er lidt træt af alle de kg mel, sukker og chokolade han skal slæbe op til lejligheden på nærmest daglig basis.

Ikke endnu!!!

Havde en meget mærkelige oplevelse i morges.

Jeg slog øjnene op kl 6 - helt frisk - og tænkte: "I dag føder jeg!"

Der er stadig 6 uger til termin, så det gør jeg ikke!! Men der gik virkelig lang tid før det faldt mig ind, at det nok var en drøm der havde forårsaget de tanker. Nåede godt nok at tænke mange (forholdsvis fornuftige) tanker!

Og bare lige for en sikkerheds skyld er jeg gået i gang med at pakke den der taske til hospitalet. Og så finder jeg ud af at jeg faktisk stort set ikke har noget babytøj i mindre end størrelse 62. Det får vi jo nok brug for. Også selv om jeg først føder om 6 uger. Så mon ikke man lige skulle tage et smut ud og shoppe lidt i dag? Tror jeg...

fredag den 6. marts 2009

Høje forventninger

Lige om lidt kommer vores nye rengøringsdame for første gang.
Vi har egentlig ikke råd til sådan en, men vælger alligevel at prioriterer det.

Jeg har høje forventninger til det. Glæder mig til at komme hjem til et skinnende og velduftende hjem om nogle timer.

torsdag den 5. marts 2009

Hvor gammel er man så?

Jeg får om lidt besøg af et par veninder og havde i den forbindelse besluttet, at jeg ville bage nogle boller og en røvfuld brownies.

Først bollerne. Gik fint. Bortset fra at min mave lige er i højden så det er meget nemt og temmelig behageligt at lægge den op på køkkenbordet. Ikke så smart når der er mel over det hele.

Så brownies. Jeg elsker kage. Specielt ubagt kage. Altså dej.
Så i bedste MBE-4-år-stil skulle jeg lige slikke skeen og skålen. Mums!!!

Nu ser jeg mig så i spejlet. Min mave er fuldstændig fyldt med mel og mit ansigt ligner jeg ved ikke hvad. Der er kagedej fra øre til øre og lidt i panden.
Sidder og får lige associationer til Emil fra Lønneberg. Hvad var det han ville slikke af skålen? Palt? Anyway, den historie endte jo ikke godt.
Tror ikke mine veninder var blevet imponeret hvis jeg havde åbnet døren med en magretheskål på hovedet som de så måtte slå i stykker for at få mig ud.


Vaske, vaske, vaske og så skal den kage vist ud af ovnen...

onsdag den 4. marts 2009

Tsss!

Nu gider jeg altså ikke stresse mere over at skulle se den film.

Vi så den heller ikke i dag.

Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at se min jordemoder demonstrere en fødsel, ved at stoppe en dukke (der by the way lignede Georg fra Anna & Lotte) ned igennem nogle bækkenknogler.

Bugger!

Havde fortrængt at det er i dag jeg igen skal til fødselsforberedelse... Og det er dagen hvor vi skal se den frygtede film!
Lækkerkæresten henter mig om en halv time. Victor! Red mig!!!

Ser spøøøøgelser!

Uuuuuuh!

Her for lidt siden sad jeg i sofaen oppe i stuen. Og ud af øjenkrogen så jeg pludselig en mand stå lige ved trappen. Jeg fik selvfølgelig det vildeste chok! Men da jeg drejede hovedet og kiggede efter, var der selvfølgelig ikke nogen mand.

Jeg går ud fra, at det enten var et udslag af for lidt søvn og en krop der er propfuld af hormoner og derfor byder mig de særeste ting.
Eller også var det bare vores husspøgelse. Slotte og paladser* har jo gerne spøgelser. Han så faktisk også meget distingveret ud, og virkede slet ikke truende eller noget.

Husspøgelser har ligesom lidt mere kapow end tossetendenser pga hormoner (dem er der nok af i forvejen - ingen verdens grund til at føje endnu en til listen), så har besluttet at det er vores husspøgelse.
Et husspøgelse må have et navn, så har døbt ham Victor og byde ham velkommen i husstanden.

Tror han kan blive meget nyttig, ham Victor. Fx har jeg voldsomt meget lyst til at bage brownies - til ære for Victor naturligvis! Men hvis jeg nu skal være lidt fremadtænkende burde jeg vente til i morgen. Der kommer nemlig to veninder på besøg, og mon ikke de vil være med til at skåle for Victor i brownies?






*Husk nu på at vi bor i intet mindre end et palads, her på toppen af Frederiksberg.

torsdag den 26. februar 2009

Bryllup vs. ægteskab

Alt for mange mennesker forveksler i dag ægteskab med bryllup...








Det gjorde jeg også selv en gang.

mandag den 23. februar 2009

Hold da fast...

Jeg har en bror med to små døtre. Og en fuldstændig shoppinggal kone! De har flere gange sagt, at vi godt må få alt deres aflagte børnetøj, og der var en del.

I går var vi så derhjemme og kom da lige i tanke om at vi kunne tage de der ting med hjem. Så gik brormand og Lækkerkæresten ellers i gang med at hive ned fra loftet. Jeg sad nede i stuen og syntes at der gik meget lang tid. Til sidst kom Lækkerkæresten ned, helt hvi i hovedet, og sagde at jeg altså lige var nødt til at komme op og se om vi skulle ha det hele. Han mente nemlig ikke at der var plads i bilen.

Der var 10 sække med tøj. 10 sække!!! Er I klar over hvor meget babytøj som kan være i 10 sække!?!

Jeg insisterede selvfølgelig på at tage det hele med, og så kigge det igennem herhjemme. Her til morgen har jeg været igennem tre sække. En sæk er blevet fyldt igen, med alt det der var prinsesseagtigt og lyserødt. Og nu ligger der så et par kvadratmeter tøj på spisebordet. Umiddelbart ser det ud til. at jeg har rigeligt til det første år. Der er bare lige syv sække endnu. Der sidder stadig mærkater og prismærker på mange af tingene, og en del af det er i en rigtig lækker kvalitet!
Kan godt forstå at min bror så lidt træt ud, når snakken faldt på indkøb af børnetøj.

Første vask er sat over og så venter jeg ellers bare på at Lækkerkæresten slæber de sidste poser op fra bilen.

lørdag den 21. februar 2009

Maringinkaton

Lækkerkæresten er ude og give koncert i aften. Jeg skulle ha' været med, som den heppende hval på første parket, men det har virkelig været en af mine dårlige dage i dag. Plukveer så hyppige og kraftige at man godt kunne blive nervøs for, at det var fødslen der var gået i gang. Men sådanne dage har jeg haft siden december, og jeg ved at det går bedre, hvis jeg sørger for at ligge vandret og slappe af.
Så min rockstjerne er ude uden mig. Øv. Havde sådan glædet mig til at se og høre ham.

Nå, jeg er altså alene hjemme og evig lækkersulten. Men inden jeg kaster mig over chokoladen i skabet måtte jeg finde på noget aftensmad. Et hurtigt kig i køleskabet og et gammelt minde fra min barndom dukkede op.

Jeg skulle da have maringinkaton!!! Da jeg var barn var det sådan en ret min mor lavede når det skulle være hurtigt og nemt. Oprindeligt hed det makaroni gratin, men det er altså svært at udtale når man er tre lorte høj. Så for mig har det altid været maringinkaton.

Og det smager stadig fantastisk!

Dum ide

Det er rigtig dumt at se Rosemarys baby, når man er gravid og i forvejen er lidt hormonforstyrret og sover dårligt.

fredag den 20. februar 2009

Drama!

En kende (dvs flere timer) forsinket kom håndværkerne endelig. De rodede og rumsterede, løb ned til deres bil for at hente dimser, snakkede og bankede og savede og borede. De larmede altså ret meget!

Vores katte har for så vidt taget flytningen rimelig godt. Men de er stadig meget utrygge ved ukendte høje lyde, og de gjorde sig usynlige mens håndværkerne larmede. Da de larmende mænd så var færdige, forsøgte jeg at finde mine katte.

De var væk.

Fuldstændig væk!!


Godt nok er vores lejlighed næsten 200 m2, men det er sq alligevel begrænset hvor mange kringelkroge vi har, grundet de noget sparsomt møbleret rum. Jeg brugte alle hidkalde-tricksene og endelig hørte jeg svage livstegn.


Inde fra væggen!!!!


Efter megen møje og besvær (jeg er hverken skide elegant eller mobil med den mave jeg render rundt med) fik jeg lokaliseret et hul inde i et køkkenskab under vasken. De snedige, og rædselsslagne, små katte har så fået åbnet skabet, kravlet ind, fundet hullet og er smuttet ind i væggen. Og der sad de så og havde ikke tænkt sig, eller kunne ikke, komme ud igen.


Jeg vil lade jer selv danne billeder på nethinden af mig, gravid i 7. mdr, siddende inde i et køkkenskab, med armen inde i et hul, forsøge at trække et par fuldfede katte ud af væggen. Uanset hvordan jeres billede ser ud, er det pænere og mere elegant end virkeligheden.

Katte er nu ude af væggen og jeg ligger på sofaen og bander over alle de plukveer anstrengelserne medførte.

Gad godt...

Have sådan nogle ben og sådan en røv, som hende sambadanserinden i det der morgenprogram på TV2....

Mystery solved!

Jeg lever helt uhyggelig sundt!


Eller...


Altså...


Det er måske ikke helt rigtigt...


Jeg har mange intentioner om at leve helt uhyggelig sundt! Det er i hvert fald rigtigt! Specielt efter jeg blev gravid. Meget, meget vigtigt at leve sundt når man er gravid. Logik for burhøns.
Så de sidste mange måneder har jeg både smidt økologisk mælk, groft müsli og broccoli i indkøbskurven. Og så har jeg siddet og godtet mig over hvor fucking sund jeg er.

Nu er det bare gået galt.

Som i rigtig galt.

Vil hellere spise nutellamadder end müsli til morgenmad.
Vil hellere spise snickers end appelsiner og gulerødder som snacks.
Vil hellere spise kage end næringsrigtigt sammensatte måltider til aftensmad.
Vil hellere drikke sodavand og cocio end vand og tranbærjuice (længe leve blærebetændelse).

Jeg har et sygeligt behov for sukker. Døgnet rundt. Hele tiden.

Kunne ikke forstå det. Jeg mener, jeg ved jo godt at jeg bør spise sundt, men jeg har ingen kontrol over det. Min hjerne siger "NEJ! Tag nu den gulerod der ligger lige der!!!", men min hånd snupper chokoladen og propper den i munden som var den det sidste mad i verden,


I går havde jeg så besøg af veninde-og-medgravid. Vi er præcis lige langt henne og hun er på mange måder vildt meget mere tjekket end mig. Og altså også på dette punkt.
Ikke fordi hun ikke levede af chokolade og kage som mig, men fordi hun havde fundet ud af hvorfor vi, ellers så sunde kvinder, reagerede på denne måde.

På nuværende tidspunkt kan ham den lille smage. Han smager altså en del af alt det jeg fortærer. Og han er åbenbart et totalt sukkerøre, som kræver at jeg spiser alt det usunde jeg kan få fingre i. Vi er altså ude i plagen-ved-slikhylden-i-supermarkedet-og-hysteriske-anfald-hvis-der-bliver-sagt-nej allerede inden han er blevet født.
Det synes jeg ikke er helt fair.

Jeg bør nok bryde denne kurve allerede nu, og sørge for at han bliver mere vant til, og glad for, smagen af selleri, broccoli og spinat, end af slik. Men når man nu har meget lyst til en brownie kl 9.45 om morgenen.... Hvad kan man så gøre...?

Gaaab... smask-smask

Og så lige klø sig lidt på maven.
Nu lyder det som om jeg lige er stået op, ikk? Det er jeg ikke. Har faktisk været oppe i adskillige timer. På trods af, at jeg virkelig trængte til at sove længe i dag, havde jeg sat vækkeuret og stod ude under bruseren uhyggelig tidligt*. Der var nemlig en flok håndværkere der havde adviseret deres ankomst omkring kl 7.30. Så kl 7.30 sad jeg klar med min morgenkaffe og min avis.
Først ringede de og rykkede tiden til kl 9. Så til kl 10. Og nu har de lige ringet og sagt at den nok bliver 11 inden de kommmer.

Kunne SÅ meget ha' sovet længe!





*Altså måske ikke særlig tidligt efter arbejdende-folk-standard. Men flere timer tidligere end gravid-og-sygemeldt-standard.